Thelonious Monk – “Thelonious Monk with John Coltrane”

Thelonious Monk – “Thelonious Monk with John Coltrane”

Endnu en Monk-plade har fundet vej til samlingen, og den er bestemt ikke ringere end den sidste.

Jeg har længe ledt efter denne geniale skive, så det var bestemt med glæde da jeg opdagede, at HHV.de havde fået en genoptryk af den, og endda til en ret beskeden pris af 11 euro. Der er ikke nogen overraskelser ved selve indpakningen. Det er den gængse med hvidt sleeve, og notes af Ira Gitler på bagsiden, men til prisen er det nu heller ikke så vigtigt. Lyden er til gengæld uomtvistet en af de bedste i min samling, så der er heldigvis ikke gået noget tabt. Alene for åbningsskæringen ville den være et must-have, men også resten af pladen er virkelig utroligt velspillet og velindspillet. Skulle man sætte et musikalsk drømmehold, så er besætningen på “Thelonious Monk with John Coltrane” nok ikke langt fra det endelige holdkort; Foruden de to hovedroller er der blandt andet besøg af Art Blakey og Coleman Hawkins.

Efter at have hørt “Monk’s Dream” er det ret specielt at høre dette album, da Monk stadig er umiskendeligt Monk, men alligevel på de fleste skæringer indordner sig og komplimenterer Coltrane på en måde, så man alligevel bliver i tvivl om det var den samme Monk der brager derud af i fri leg på “Monk’s Dream”. Det betyder ikke at Monk taber sin personlighed i musikken, men der kommer mere retning på vildskaben, hvilket faktisk giver en et billede af det ophøjede geni der ligger bag.

For Coltranes vedkommende er pladen blevet til i en mørk periode. Forinden udgivelsen i 1961 havde John Coltrane måttet sloges med heroinen. Hans tid i Miles Davis’ kvintet med bl.a. Paul Chambers og “Philly” Joe Jones kom til sin ende efter fire albums, netop pga. Coltranes svære misbrugs-problemer. Pladen er blevet til i Monk og Coltranes “Five Spot”-periode som fulgte efter kvintettens sammenbrud, og er udgjort af materiale fra tre forskellige sessions. Således er det lidt kuriøse ved pladen, at den er indspillet i en periode, hvor Coltrane stadig lidt er en “protegé” under Monk, men på udgivelsestidspunktet var Coltrane imidlertidig blevet en stjerne i sig egen ret med bl.a. de to klassiske udgivelser “Giant Steps” og den tidligere omtalte “Blue Train”.

Uagtet at de to komplimenterer hinanden respektfuldt, så er det dog stadig Thelonious Monk der er hovedmand på dene Jazzland-udgivelse, og således får Thelonious også lov at spille ballet til afslutning på “Functional”. Og her er det straks at Monk bliver lidt mere genkendelig, han skal ikke længere holde sig i skindet, men får i stedet 9 minutter og 46 sekunder at lade hele følelsesregisteret fra melankolien til euroforien skiftevis trampe, trippe og traske henover tangenterne. Om så man prøvede kunne man næppe finde en mere perfekt kontrast til åbningen med den blide og pæne “Ruby, My Dear”. “Functional” er den slags legestue der gør at man ikke kan lade være med at smile når man har hørt en Thelonious Monk-plade.

Jack White – “Lazaretto”

Jack White – “Lazaretto”

Forleden dag stak mig og min ven Nils hovederne sammen som interesseforbundne parter. Jeg har nemlig længe gerne villet høre Jack Whites “Lazaretto”-vinyl, men har ikke fået taget mig sammen til at købe den. Det havde min ven derimod, men han var så modsat i den træls situation, at han pt. ikke havde nogen pladespiller. Således skriver jeg undtagelsesvis en omtale af en plade jeg rent faktisk ikke ejer, men det er jeg ganske sikker på at jeg kommer til!

Plader skiller sig nemlig ud fra de fleste nyudgivelser på utroligt mange måder, både i udformning og lyd. På den måde minder den meget om manden i rillerne, han er i særdeleshed heller ikke som folk er flest, dette gælder også når det kommer til at indspille. White dyrker i utrolig grad rørforstærkere, spolebånd, vinylplader og i det hele taget “all things vintage” når det kommer til lyd. Dette er der nu mange der hævder at gøre, men med Jack White virker det sgu oprigtigt, og det gør det fordi handling snakker højere end ord; Man kan helt åbenlyst høre at han praktiserer hvad han prædiker når der indspilles. Først om fremmest er der ikke tale om et tidstypisk “loudness war”-mix og master. Jeg lyttede samme aften til mit 1975-optryk af Bob Dylans “Blood On The Tracks” og dynamikmæssigt ligger “Lazaretto” mere tæt op af den, end den gør på Mac Demarcos “2” som vi også lyttede til samme aften. Særligt for trommerne betyder det at de får ufatteligt meget mere luft i lyden, og særligt stortrommen får ikke den kunstige hårdhed man desværre efterhånden er vant til på ny musik.

Et andet sted hvor pladen skiller sig ud bemærkedes fra nålen blev sat ned, for side ét starter nemlig baglæns. Således skulle nålen altså sættes på ved det der normalt ville være sidens slutning, og der åbnes her med rocknummeret “Three Women” der faldt meget godt i tråd med min idé om hvordan et Jack White-nummer lyder. Godt og solidt, men heller ingen overraskelser. Samme stil fortsættes på titel-tracket, der dog er lidt mere vovet med noget synth-leg der umiddelbart ledte mine tanker lidt hen på Beck, men så altså pludselig bryder ud i noget mere prog’et inden det gudhjælpemig morpher over i noget country-inspireret og tilbage igen. Nu sker der sgu noget! Det er som om slutningen på titel-tracket er et startskud for hvad der skal ske for resten af pladen, for herefter er det altså det altså sådan en “prog-country”-stil der køres resten af tracket i større og mindre grad. Side A slutter af med pladens klare højdepunkt “High Ball Stepper”, et instrumental-track, der bedst kan beskrives som Ennio Morricone møder filmen “Fight Club” i en Chevy Camaro!

I ydersporet af side A er der lavet et kuriosum mere, i form af et loop af guitarstøj i en uendelig rille. Ikke videre brugbart eller lytteværdigt, men det er da meget sjovt at man har lavet sådan en lille detalje. Uendeligt spor er der forøvrigt også i slutningen af side B, her er det så kragelyde vi får fornøjelsen af i stedet. Ja… Hvorfor ikke… Der er på pladens inner-label faktisk også skjulte numre, på begge sider, men disse kan jeg desværre ikke anmelde. Dette skyldes at armen på min Technics SL-BD22 simpelthen automatisk løftes tilbage på pladen når den når der ind omkring. Ærgeligt ærgeligt.

Side B starter fra “den rigtige” ende, og country-inspirationen er stadig intakt, men det er her mere en blues-rocket tone det kombineres med, fremfor det distortede og prog’ede på side A. Den blues-rockede lyd giver for mig personligt nogle herlige “Rolling Stones”-associationer særligt på “Entitlement”.

Jack White er som sådan en kunstner jeg har hørt en del numre af, men aldrig en jeg har dyrket det helt store. Alt andet lige synes jeg White må have ros for denne plade, som jeg så klart vil anbefale til enhver samling. Først og fremmest ros for at kredse sådan for vinyl-mediet med et knaldgodt mix. Dernæst for at bruge tid på at lave et utal af små easter-eggs som kun vinyl-køberne får fornøjelsen af (disse kan du se opsummeret i videoen nederst). Slutteligt for at gøre country-lyden spiselig selv for mig. Jeg har virkelig aldrig været pjattet med genren, og generelt tænkt det som noget der bare kun er lavet til Amerikanske ører, men J.W. formår mod alle odds at gøre det spiseligt for mig.

Som jeg nævnte er der en masse små easter-eggs, dette kalder Third Man Records lidt corny for en “ULTRA LP” . Men corny eller ej, så prøv at check videoen forneden hvis du vil se hvad det går ud på.

Miles Davis – “Kind of Blue”

Som de der følger mig på Instagram ved, så er Miles Davis den enkelte kunstner der udgør den største andel af min pladesamling, og det er nok ikke helt nogen tilfældighed. Det første jazz-album der for alvor gjorde et indtryk på mig var nemlig CD-udgivelsen af den plade jeg idag skal omtale. Jeg fik den i 11-års fødselsdagsgave af min søster, efter jeg året inden havde fået mit første stereoanlæg med cd-afspiller som var blevet flittigt brugt, mest til at høre alle de hiphop-albums jeg overhovedet kunne få fat i. Jeg havde egentlig bare ønsket mig en jazz-skive, ikke nogen bestemt, men bare en eller anden, af ren nysgerrighed. Min søster er ikke på nogen måde selv jazz-lytter, så alt andet lige var det mit held, at ekspedienten i pladebutikken den dag gav kyndig vejledning. Som jeg husker det var jeg glad for den, men under vejs blev den væk i en rodebunke og aldrig fundet igen. Det havde derfor længe stået på min “to do” liste at anskaffe “Kind of Blue” på vinyl, efter det smukke medie havde fanget mig. Men der gik alligevel noget tid før jeg fik anskaffet den, nok fordi man altid er mere nysgerrig på albums man ikke kender overhovedet, fremfor de man kender på et nyt medie. Klogere bliver man jo dog heldigvis, og synes at denne plade er en af dem man ikke RIGTIG kender når man ikke har hørt den på vinyl.

“Kind of Blue” er et fantastisk eksempel på en plade der virkelig har gavn den farve og varme som vinyler kan noget med. Særligt på de mere dynamiske passager af Bill Evans klaverspil synes jeg at ane er let, men meget behagelig farvning. Mit eksemplar er egentlig bare en billig russisk reissue fra DOL, det kan man jo have mange mere eller mindre kvalificerede meninger om. Jeg kan desværre kun sammenligne med de forskellige digitale udgaver jeg har hørt, og herudfra synes jeg bestemt russerne har gjort et godt arbejde. Bunden er god og solid, og luften i Davis’ trompet såvel som Coltranes og Adderleys saxofoner går fantastisk igennem i mine ører.

Som musikalsk værk var “Kind of Blue” en absolut milepæl, og det er ingen tilfældighed at mange nok har den som deres første jazz-bekendtskab. Pladen er meget let-tilgængelig efter min mening, den åbner indbydende med “So What”, der nok sammen med “Blue Train” har det absolut mest genkendelig åbnings-tema i nogen jazz-indspilning. I den forbindelse er det jo meget sjovt at begge numre har deltagelse af John Coltrane og Paul Chambers. Pladen var dog ikke kun velkommende overfor lytteren. Den skulle samtidigt have været en lettelse for musikerne, da den ikke var bygget over de ret komplekse akkord-progressioner som musikerne var vant til i hard-bop genren. I stedet var pladen bygget omkring skalaer. Denne kompositions-form kaldtes “modal jazz”, hvilket Davis tidligere havde forsøgt sig med, blandt andet på “Porgy and Bess”, et af Davis’ mange samarbejder med Gil Evans.

Skal jeg beskrive pladen vil jeg kalde den “komplet”. Den formår med på en utroligt elegant og glidende facon at spænde rigtig bredt og varieret i kompositionerne. Den er ikke i det hæsblæsende tempo som eksempelvis visse af Coltranes plader kommer op i, men det er som sådan heller ikke noget problem. Det rolige tempo giver en dejlig plads til det melodiske og til tider helt poetiske, særligt på “Blue in Green” og den afsluttende “All Blues”. Det giver også plads til smukke detaljer, såsom Wynton Kellys betagende klaversolo på “Freddie Freeloader”. Netop “Freddie Freeloader” er lidt særligt da det er den eneste skæring uden Bill Evans’ deltagelse. Historien er at Wynton Kelly ikke på forhånd var oplyst om at Davis agtede at bygge pladen op omkring Bill Evans’ spillestil, og herefter gled Kelly ud efter indspilningen af “Freddie Freeloader”. En anden mere vag forklaring var, at Kelly var anerkendt som en blues-specialist. Da “Freddie Freeloader” er opbygget som en 12-bar blues, var Kelly lige netop på denne skæring rette mand til jobbet.

Mange har studset over at lige netop Davis har komponeret så elegant og melodisk musik. Musikken står i en skarp kontrast til Miles Davis’ person, som overfor selv sine nærmeste fremstod sig opfarende, vred, voldelig og fremmedgørende. Dette i sig selv kunne man skrive en længere afhandling om. Det kan være en gåde hvordan en mand der sammenlignet med andre sorte i sin samtid voksede op under gode kår, udartede sig til en person som få har noget pænt at sige om, foruden det faglige. Davis voksede op som søn af en velstående far, og en mor der tilskyndede ham at være stolt over sin afro-amerikanske arv. Han blev optaget på det velansete Julliard-konservatorie, og alligevel mødt med forståelse fra sin far, da han valgte at forlade Julliard. Man kan tænke at diskriminationen som Davis alligevel oplevede alt andet lige føltes det mere bittert, for en mand der i alle andre henseender var af en priviligeret stand; En sort mand fra mere ydmyge kår havde måske fra tidligere tid været mere vant til den sørgelige diskrimination der prægede USA både før og efter krigen. Svaret kan man i sidste ende kun gisne om, for sammensatte personer er svære at afkode. Davis må om nogen siges at være en sammensat person, indeholdende det til tider grusomme, men samtidig i stand til at skabe noget utroligt smukt. Med “Kind of Blue” må vi blot idag være lykkelige for, at det grusomme er taget med Miles Davis i graven, mens det smukke står tilbage til eftertiden.

Yaqin MS-23B

Jeg har længe været lidt betaget af tanken om en rør-forstærker. Som vinyl-elsker er det nok ikke nogen overraskelse, at jeg har en vis fascination af ældre og lidt mindre “convenient” teknik. Således har det vækket en nysgerrighed, når jeg rundt omkring ofte har set folk omtale rør-teknik som lidt af en “hellig gral” i et vinyl-setup. Omvendt har jeg dog været lidt forsigtig i forhold til at tage lige netop dét skridt. Jeg kender ingen der faktisk har rør-forstærker og har herved ikke haft mulighed for at høre forskellen på forhånd, og det er ikke lige en type udstyr der sælges i den lokale “El-Giganten”. Men jeg kunne ikke ryste tanken af mig, og jeg besluttede mig derfor for, at tage et baby-skridt og startede med at købe en rør-RIAA som en slags prøveballon. På den måde kunne jeg se teknikken an, uden at skulle smide et større beløb for at skifte min Yamaha-forstærker ud med en rør-forstærker.

For de ikke indviede kan jeg kort forklare hvad RIAA/Phono-trinnets funktion er: En pladespiller sender lyd ud i ledningen som er meget lavere end det der kommer ud af din computer eller CD-afspiller, samtidig er vinyl-indspilningens lyd mixet på en bestemt måde, for at have plads til musikken på pladens riller. RIAA-trinnets funktion er kort sagt at kompensere for dette; RIAA-trinnet skruer op for pladespillerens signal inden det skal videre ind i ens forstærker, herudover tilfører skruer den som “equalizer” op og ned for bestemte frekvenser, så bas, mellemtone og diskant bliver som den skal være.

Rør-forstærkere er en lidt uddød kunst i 2014, udenfor niché-mærkerne. Det er i forhold til “solid state”-teknik en form for teknik der er upraktisk og dyr hvis man skal serieproducere til mainstream forbruger-markedet, og med tiden er de store velkendte mærker forlængst stoppet med at producere rør-baserede forstærkere. Der er i USA og Europa visse fabrikker og selvbyggere der producerer nye rør-forstærkere, mest kendt er naturligvis McIntosh, men her snakker vi produkter der næsten koster det samme som en lille by-bil. En RIAA med rør koster naturligvis ikke så meget, men den er altså heller ikke i den billige ende. Det er derfor ikke noget man umiddelbart lige springer ud i, hvis man vil gå af den vej, men der er en anden mulighed: Kina.

Søger man på enthusiast-forums er kinesiske rør-forstærkere ganske kuriøst noget der vækker ekstremt mange følelser i folk af uransagelige årsager, fortrinsvis hos dem som er imod. Spørger man ind til dem, vil folk der ejer dem oftest have meget pæne ord at sige om dem, mens dem der er imod kommer op i det røde felt, og fordømmer de Kinesiske producenter som en art klamphuggere. De kinesiske produkter var derfor enormt svære egentlig at blive kloge på, men sandheden syntes efter grundig research at være et sted midt imellem. Enkelte mærker har en tvivlsom kvalitetskontrol, mens andre efterhånden er veletablerede og gennemprøvede gode produkter. Jeg fik snævret mig ind til at Yaqin MS-23B var et godt sted at starte. Yaqin er sammen med Music Angel et mærke der står i en del europæiske og amerikanske vinyl-enthusiasters setup. Herudover er MS-23B en videreudviklet og meget forbedret udgave af en tidligere model ved navn MS-22B som mange havde gode erfaringer med, særligt de der havde lavet lidt selvbyg på den.

Yaqin-produkter er stort set umulige at finde europæiske sælgere af, så jeg måtte foruden at prøve et ukendt produkt, også springe ud i at købe direkte fra Asien, hvilket da også var lidt nervepirrende. Mit valg faldt på webshoppen on9mart.com, som andre vestlige købere kun havde haft positive oplevelser med. Til min store beroligelse er det heldigvis en oplevelse jeg kan dele. On9mart var utroligt hurtige i deres ekspedition, pakken blev fotograferet inden afsendelse, og så snart de havde et track and trace-nummer fik jeg dette, og jeg kunne følge hele forsendelsens vej fra Hong Kong til Danmark. Denne vej tog egentlig kun 3 dage, til trods for at det foregik mellem jul og nytår, men desværre er Post Danmarks ekspedition af pakker enormt langsomt, hvis pakken bliver prikket ud til told-kontrol. Således tog det over 10 dage for Post Danmark at kontrollere, opkræve og videresende pakken. Det var naturligvis surt at skulle til lommere med told, men sammenligner man med den billigste rør-RIAA fra et vestligt mærke så havde jeg incl. told altså stadig sparet flere tusinde kroner.

Til at starte med stod den lidt for tæt på pladespilleren, hvorved jeg bemærkede en let “summe”-lyd, men efter jeg skubbede pladespilleren et lille hak over på hylden var denne summen helt væk. Jeg har i skrivende stund fået spillet rørene lidt til, og føler nu at det er rette tid til at give en evaluering på den. Jeg synes den har været alle de 1700 kroner værd, som den incl. told kom til at koste, og jeg kan simpelthen ikke komme på nogen anden udskiftning i udstyr til den pris der kan gøre en SÅ stor forskel i lytteglæden som denne. Hvis du efterhånden overvejer om en Yaqin MS-23B er noget for dig, så kan jeg kun sige én ting: GØR DET!

Det er lidt uhåndgribeligt at beskrive lyd-udstyr på en måde hvor man får en reference-ramme med folk der ikke rigtig kan høre udstyret i samme rammer. Jeg har derfor valgt at plukke en række velkendte sange af forskellige genrer ud fra min vinyl-hylde. Herefter kan folk jo så lytte til dem på deres eget setup, og vurdere hvordan min oplevelse med min Yaqin MS-23B svarer til deres oplevelse af musikken i deres eget setup 🙂

Bob Dylan – “Blowin’ In The Wind”

Den nemmeste test i rækken er Dylans klassiker fra “The Freewheelin’ Bob Dylan”. Sangen er en simpel kombination af vokal og guitar med lidt mundharmonika, så ingen bas der kan mudre eller trommer der kan mangle punch. Herudover er nummeret ufatteligt velindspillet, og lød allerede på min Yamahas indbyggede RIAA godt. Men rørene tilfører alligevel noget, måske ikke så meget til Dylans vokal, men den akustiske guitar får en ufatteligt behagelig tone, og de små nuancer fra hver enkelt streng står tydeligt og klart frem. Faktisk er nuancerne helt med ned til det niveau hvor man aner den svage klikken fra plekterens anslag, det imponerer mig alligevel lidt, og bringer noget nyt i et nummer jeg ellers syntes jeg kendte ret godt.

John Coltrane – “Mr P.C.”

At Coltrane og rør er to ting der er MEGET gode venner havde jeg hørt gentagne gange, da jeg først undersøgte om rør-grej var noget man skulle kaste sig ud i. På den måde var mine forventninger lidt splittede: På den ene side forventede jeg ikke at RIAA’en ville falde igennem, men omvendt satte det nogen ret høje forventninger der skulle indfries, men det skal jeg så også love for de blev! Mit eksemplar af “Giant Steps” havde jeg egentlig været lidt skuffet over første gange jeg hørte det, gennem min Yamaha-forstærkers egen phono-indgang, jeg tænkte det måske bare var et reissue og at der ikke var så meget at gøre. Så det har virkelig været en velsignelse at kunne “genopdage” den plade, efter jeg har fået min RIAA. Pludselig har dette nummer fået liv og farve i en grad der gør mig ubeskriveligt glad i låget. Klaveret er ikke længere mat og gråt, de pulserende hihats har fået krop og definition på en måde der giver nummeret en helt klart anderledes rytme, og Coltranes saxofon-spil er helt anderledes legende og dynamisk.

Mobb Deep – “Shook Ones”

Når jeg læste generelt om rør, så var det der gik igen, at det navnligt var akustiske instrumenter der havde gavn af et skifte fra solid state til rør, men for at prøve den af bredt var jeg alligevel nød til at teste den med et velmixet hiphop-album. Det viste sig ikke at være helt dumt. De tidligere ret hårde og kantede trommer på tracket har pludselig fået et eller andet udefinerbart pusterum og overskud, vel og mærke uden at “headnod”-faktoren går tabt. Ligeledes imponerende er den øgede seperation mellem stortrommen og den filtrerede samplede bas-gang, hvor de to tidligere ville flyde lidt sammen på en måde der nok dominerede tracket lidt rigeligt. Vokalerne er pludselig også blevet en del mere levende og tilstedeværende, både på hovedsporene og på de dub-spor der ligger under versene.

Bon Iver – “Perth”

På dette nummer har mit setup tidligere kommet lidt til kort, så jeg var i særdeleshed spændt på hvordan den nye RIAA ville klare det her. Problemet har tidligere været, at den distortion der på stykker af sangen er på guitar faktisk “smittede af”, så vokalen og trommerne også lød overstyret. Jeg må med det in mente sidde med et smil på læben, og konstatere at MS-23B er et gevaldigt løft. Jeg vil ikke lyde og sige den på dette nummer består med 10/10, men den er så tæt på, at jeg ikke kan sige om det måske mere er min pickup der er flaskehalsen. Guitarens distortion resonerer stadig lidt meget til min smag på visse stykker, men forskellen er nu, at den ikke drukner de andre instrumenter. En hel verden af små detaljer på nummeret som jeg aldrig har bidt mærke i afslører sig så småt, efter Yaqin’en er blevet koblet på, og trommerne bevarer en fantastisk krop, hvad enten det er hihats, lilletromme eller stortromme.

Stan Getz & Joao Gilberto – “Getz/Gilberto”

Stan Getz & Joao Gilberto – “Getz/Gilberto”

Ordet “Bossanova” har nok en lidt spøjs klang i manges ører. Det smager lidt af elevatormusik og  Casio-keyboard, gør det ikke? Som sådan er det synd og skam, for da denne afstikker af jazz-musikken kom til de koldere bredde-grader, og op igennem 60erne blev utroligt populær, var der tale om et milespring af den art der går årtier imellem. Hvordan jazzen på tidspunktet i nogle øjne lidt var i et desperat dødvande, hvor alle famlede ufokuseret for at overgå hinanden i forcerede avant-garde krumspring, nævner Getz da også selv i sine liner-notes. Der var efter Getz måske mindre beskedne udlægning tale om et tiltrængt friskt pust. Men som det kan gå med de store nyskabelser, kan de til tider være så betagende og dragende for musikere og lyttere, at brænder skarpt men kort, og på den måde sejrer sig ihjel. Om skæbnen har været retfærdig eller ej er svært at sige, men det må konstateres, at hvor jazz-musikken overordnet har overlevet, så er det vel nok gået lidt mere trægt for bossa novaen. Den engelske oversættelse af “bossa nova” skulle angiveligt være “new trend”, og man kan på den måde måske sige at genrens brug af ordet “trend” som sådan blev en selvforskyldt forbandelse. For ordet “trend” er jo som bekendt i sin natur betegnende for noget midlertidigt og flygtigt.

Vistnok var det Dizzy Gillespie der på en turne i Sydamerika var den første af jazzens store der tog den samba-inspirerede variant af jazzen til sig, så det har måske føltes lidt uretfærdigt, at det blev Stan Getz der stod tilbage i de flestes tanker, som manden der introducerede den nye brasilianske musik til det amerikanske publikum. Og for at føje spot til skade er det vel nok også Getzs fortolkning af “Desafinado” der blev den første kendte bossanova-melodi fremført af en amerikaner, til trods for at Dizzys gruppe ellers havde fremført den 6 måneder før Getz skar sin fortolkning, men mere om den senere. Når alt dette er sagt under man Getz hans eftermæle alligevel. Tag ikke fejl. For når “Getz/Gilberto” står tilbage som en af de ikoniske og genreskabende plader i musikhistorien, må det hvorom alt er anerkendes, at den slags ikke er noget man kommer sovende til. Mit mantra i mit virke med denne blog har alle tider været at formidle en positiv tilgang og en begejstring for vinylmediet og for de albums jeg omtaler. Når jeg bruger ordet “omtaler” fremfor “anmeldelser”, er det en understregning af, at jeg ikke skrive om albums jeg ikke elsker. Som sådan er det forudgående altså ikke at se som kritik, men blot som en kontekst, inden jeg begiver mig ud i at omtale den plade, der i mine øjne er den suverænt bedste “begynderplade” for den nye jazz-lytter, kun matchet af Miles Davis’ “Kind of Blue”.

Den “Verve”-udgivede klassiker er allerede inden den kommer på pladespilleren et markant indtryk. For coverbilledet af Olga Albizu er vel nok blandt de absolut mest genkendelige pladecovers i den genre. Den slags som man kan pege ud, selvom man måske aldrig har hørt pladen. Ligeså ikonisk åbner musikken fra første rille, nemlig med den fantastiske “The Girl From Ipanema”. Blidt lures man ind af Joao Gilbertos blide guitarspil og dybe, men rolige stemme, let akkompagneret af komponisten Antonio Carlos Jobims klaverspil. Lidt specielt skifter sangen sprog, da Astrud Gilbertos nænsomme, men utroligt nærværende stemme slår sangen over i det engelske, inden Stan Getz til slut spiller sin tenor-variation over sangens tema.

En del af pladens success består, foruden at sangene er helt fantastiske, at man har opbygget pladens rækkefølge på en måde, der bør være reference for ethvert album. For hvordan følger man dog op på en klassiker som “The Girl From Ipanema”? Ja man følger da selvfølgelig op med “Doralice”, hvad ellers skulle man gøre? Denne legende og livsglade sang er en af kun to sange der ikke har haft pianisten Jobims pen inde over kompositionen, den anden følger straks efter på “Para Machuchar Meu Curacao”. Og således når vi til den der startede det hele: “Desafinado”. Som nævnt var dette ikke den første amerikanske fortolkning af sangen, men det var faktisk heller ikke Stan Getz første fortolkning. Inden “Getz/Gilberto” havde Stan Getz allerede haft succes af en indspilning af “Desafinado” sammen med Charlie Byrd på albummet “Jazz Samba” – Denne plade var forøvrigt også med coverbillede af Olga Albizu og udgivet på Verve. Alt andet lige må det dog siges at den første fortolkning var en mere rigid og knap så “følt” fortolkning som det smukke værk Getz frembragte med sin nye brasilianske kvartet-konstellation.

Side B starter ligesom side A med ét af de to numre med Astrud Gilbertos hypnotiserende og fortryllende sang. “Quiet nights of quiet stars, quiet chords from my guitar…” lyder det over et par klaveranslag og så ellers intet andet, inden Getz tager over med en uforlignelig nerve. At Astrud skulle bidrage til pladen lå som et kuriosum faktisk slet ikke i kortene. Det havde fra produceren Creed Taylor været et ønske på “The Girl From Ipanema”, at der også skulle synges lidt på engelsk, af hensyn til pladens chancer hos det amerikanske publikum. Joao Gilberto kunne ikke et ord engelsk på tidspunktet, og således gav det en uventet udfordring, ligeså uventet som løsningen. Hustruen Astrud stod nemlig under indspilningerne af skiven og sang stille med på Joaos sang-stykker, og til trods for at hun ingen musikalsk skoling havde stod det hurtigt klart, at hun var løsningen på sprog-muren, da hun imodsætning til Joao faktisk talte lidt engelsk. Således banede det altså vejen for at de to åbningsnumre blev indspillet med den fantastiske kvindevokal som pladen ikke havde været den samme uden. Og tak skæbne for det. “Corcovado “står for mig som et af de smukkeste og mest nærværende eksempler på vokal-jazz ikke bare på pladen, men i genren i det hele taget.  Opskriften på B-siden synes i øvrigt lidt at være den samme som A-siden: Et brag af en åbner, fulgt op af et lidt mere “legende” nummer, på B-siden er dette i form af “So Danco Samba”. Herefter brydes det mønster jeg troede jeg så dog også, da Stan Getz og Joao Gilberto derefter slår en lidt mere længselsfuld og blå tone an, på “O Grande Amor”. Med en sådan titel bliver det da vist heller ikke mere melodramatisk, hva? Men den gør hvad den siger, for Getz indledende stykke er nu nok det nærmeste man kommer på at bogstaveligt krænge hjertet ud gennem saxofonen. Omend pladen ikke lader sig dissekere i enkelt numre udenfor helheden, så vil jeg da med pistolen for panden godt indrømme at “O Grande Amor” er min favorit på pladen. Foruden Getzs malende tenor, så også fordi Antonio Jobim i dette sentimentale hjørne endelig får lov at udfolde sig lidt, og dette med en varme og en nænsomhed som jeg nu engang kun rigtigt har hørt fanget på vinyl. Efter dette højdepunkt får pladen lov til at tone roligt ud i “Vivo Sonhando”. Herved er man således ved vejs ende i 8 numres musikhistorie, der desværre som nævnt i indledningen efter en bragende succes fik sin ende. Joao Gilberto havde angiveligt haft det anstrengt med hustruen Astrud der uventet havde taget hans rampelys, og konstellationen af Astrud Gilberto, Joao Gilberto, Stan Getz og Antonio Carlos Jobim skulle herefter ikke lave flere plader sammen, omend deres veje senere krydsedes enkeltvis: Efter live-pladen “Getz/Gilberto #2” blev Joao og Astrud skilt, og kort efter dette dannede Stan Getz og Astrud Gilberto partnerskab, både musikalsk og romantisk. Dette fik dog måske ikke helt uventet en ende, med Stan Getz væsen in mente; Efter Astrud Gilbertos opfattelse havde Stan Getz i deres musikalske partnerskab udnyttet hendes manglende erfaring i branchen, og som følge heraf fået hende på en kontrakt der for hende ikke var økonomisk fair. Det sidste spor efter “Getz/Gilberto” kom da Stan Getz og Joao i 1976 indspillede “The Best of Two Worlds” med Gilbertos nye hustru på vokalerne, men tiden var på dette tidspunkt en anden, og det samme var altså interessen for bossa nova-genren.

Det er med stor glæde, at jeg har fået mulighed for et lille mini-interview med Jesper Nyboe Nielsen – bedst kendt bare som “Nyboe”- og folk med lidt kendskab til dansk hiphop vil utvivlsomt forstå hvorfor: Jesper er om nogen “Mr. Hiphop-på-vinyl” på disse kanter. 

Listen af projekter ved musikken som han har været indeover er utroligt mange, faktisk så mange at det også for ham selv er lidt svært at finde et sted at begynde den efterhånden lange historie. Skal han alligevel vælge et sted at plante nålen, så fremhæver han selv websitet “Undergrunden.dk”, der var en platform hvor danske rappere kunne udgive deres numre, tilbage i en tid hvor de mulige outlets for den slags var en del færre. Her var han skribent og anmelder på sitet, og det var i første omgang det han var mest kendt for. Herudover var hans hjemmestudie også i en periode lidt et tilløbsstykke, da det heller var hvermandseje på daværende tidspunkt, som det er idag, og samtidig begyndte han at gøre sig som DJ, sidstnævnte har han holdt fast i. Med alt dette in mente skulle man tro at manden har haft rigeligt at se til, men Nyboe befinder sig ikke så godt med at sidde på sin flade alt for længe, så han har undervejs også fundet tid til at stifte pladeselskabet “Idiotsikker Records”.

Pladeselskabet er nok det projekt jeg kendte mest til på forhånd, så det var i første omgang det jeg var nysgerrig omkring, mere specifikt omkring selskabets helt særlige forhold til vinylmediet, Nyboe fortæller herom:

“Det handler vel i høj grad om det fundament Idiotsikker blev skabt på. Jeg havde været involveret i Haven Morgans EP ”Et lille eventyr”, havde indspillet flere demoer og rådgivet en masse på det og da EP’en skulle udkomme i 2006 ville det oprindelige selskab der udgav det kun udgive det på CD. 

Vi synes i crewet at det skulle udkomme på vinyl og derfor skabte vi Idiotsikker Records med det formål at udgive Haven Morgan på vinyl. Vi fik grafikeren Bargo til at lave visuel identitet og fik lavet 200 nummererede vinyler med ‘Et lille eventyr'”.

Efterfølgende fortæller Nyboe, at man i samarbejde med ArtPeople stod for vinyl-udgivelsen af Jødens plade “Monkeyjuice”. Idiotsikker kastede sig efter dette ud i to yderligere vinyludgivelser , nemlig Negash Alis “Asmarino” og Ham Den Langes soloplade “Carpe Diem My Ass”, da disse to kunstnere heller ikke kunne få opbakning til at udgive deres debut-albums på vinyl.  Netop de to udgivelser blev dog en bitter erfaring for Århus-selskabet, der medførte en efterfølgende tilbageholdenhed med at trykke vinyl-udgaver af andres udgivelser: “… i de sidste mange år har vi fokuseret på egne udgivelser og der har ikke rigtig været overskud til det, da vedkommende der skulle finansiere Ham Den Lange og Negash Ali gik under jorden uden at betale og efterlod os andre med regningen.”.

Netop at en vinyludgivelse er en omkostelig affære er ifølge Nyboe den lidt mindre fede side af at udgive på dét medie. En masterplade til et optryk er så dyr, at de fleste trykkerier har et minimumsoplag før de vil tage ordren, og dette er svært at balancere med Idiotsikkers grundfilosofi om at deres udgivelser ikke skal koste spidsen af en jetjager. Adspurgt er Nyboe lidt tilbageholdende med at fremhæve én bestemt plade som den han er mest stolt af, men der er da et par stykker der har en særlig plads:

“På en måde er det nok den første Haven Morgan EP, men jeg er også utrolig stolt af K-liirs ”Under den elektriske stjernehimmel”, der var ret nyskabende i sammensmeltningen mellem elektronisk og hiphop og meget stolt af hele Bumsestilen projektet.”

Nyboe påpeger at hiphop-genren ikke rigtig har haft den samme nedgang og efterfølgende genopstand i vinyl-sammenhæng som andre medier har haft. Den måde han mest har mærket opsvinget i vinyl-salget har således været ved at trykkeriernes ordrebøger efterhånden er så fyldte, at minimumsoplagene er blevet hævet, og mindre selskaber må pænt vente bag i køen på trykkerierne. Når han skal forklare hvorfor hiphop-genren lidt stikker udenfor hvad angår vinyl-bølgen ligger forklaringen i DJ-kulturen, både når det gælder hvorfor vinyl-udgivelserne aldrig decideret døde, men omvendt også hvorfor comebacket lidt er udeblevet:

“…Hiphop har desværre ikke som sådan oplevet den store vækst på det som mange andre genrer har, da vinyl har været ret normalt op gennem årtusindet pga. DJ’s, men de bruger nu oftere Serato og lignende og køber derfor ikke alt vinyl automatisk. Men der er en meget dedikeret kerne, som digger vinyl indenfor hiphop og vi håber selvfølgelig altid at de er nede med vores udgivelser.”

Selv sværger Nyboe til et klassisk Technics-setup med direct-drive klassikerne SL-1200mkII og SL-1200TLD, begge med Q-Bert pickups fra danske Ortofon, disse to koblet gennem en SH-DJ1200 analog mixer. Skal han anbefale en pladespiller til en ny vinylsamler tøver han da heller ikke med at anbefale Technics SL1200 eller SL1210 med en Rane-mixer, og fremhæver navnligt deres fænomenale byggekvalitet. Som tidligere ejer af en ældre Technics-pladespiller kan jeg kun nikke genkendende til dette – De er slet og ret bygget som kampvogne af granit. Han fremhæver taktiltieten som det helt særlige ved at spinne vinyl; Pladespilleren bliver DJens “instrument” som han siger, og som sådan synes han ikke der er meget DJ over de der mixer med laptop og digitalt automatiseret støtte, omend han anerkender at eksempelvis Serato-setups også giver plads til reelt DJ-håndværk, fsv. de automatiske hjælpemidler ikke benyttes.

Hans vinylsamling har efter eget udsagn først for alvor taget fart på et senere tidspunkt end man måske skulle tro. Dette skyldtes at hans barndomshjem var præget af et forældrepar der lidt var “first-movers” hvad angik den digitale teknologi. Således var Michael Jacksons “Dangerous” den første og sidste plade han købte for egne penge, indtil han igen begyndte at købe vinyler efter årtusindeskiftet.

Generelt er Nyboe meget selektiv med hvilke vinyler han smider penge efter, og fejlkøbene har dog heldigvis været få, men særligt to ærger han sig over: Xzibits “Man vs Machine” og Cages “Hell’s Winter” – Førstnævnte navnligt da Nyboe og flere af vennerne havde forudbestilt albummet fra USA, for blot at konstatere at det var alt andet end mindeværdigt. Sidstnævnte pga. de tvivlsomme produktioner på albummet (Man skal ikke have diskuteret produceren “El-P” særligt længe, for at finde ud af at hans produktioner ikke har nogen fremtrædende plads i Jesper Nyboes hjerte).

Adspurgt om en plade i den modsatte grøft, altså en plade han ærger sig over ikke længere at eje, nævner han meget forståeligt Main Sources “Breaking Atoms” fra 1991, en produktionsmæssigt banebrydende plade, men nok særligt kendt som albummet med Nas’ pladedebut på nummeret “Live At The BBQ”. Pladen udgik af hans samling i forbindelse med en byttehandel, da han en årgang var særdeles glad for producer-rapperen Necro og derfor byttede sit eksemplar af “Breaking Atoms” for Necros “I Need Drugs” der længe havde stået på ønskesedlen, men vist sig besværligt at opdrive.

Når der skal vælges plader er det musikken der er i højsædet, og han dyrker ikke så meget det visuelle, men adspurgt om der er visse labels han synes gør noget bemærkelsesværdigt med deres vinyludgivelser, vil han blandt de udenlandske labels godt fremhæve de tidlige udgivelser af Lex Records såvel som Rhymesayers. Af de danske labels mener han at særligt Run for Cover gør det godt. Personligt er en stor del af hans favoritplader simple “white labels” med et sticker på coveret, og her fremhæver han RFC da deres udgivelser er white labels, men tilgengæld altid har et håndlavet cover som et unikt twist.

Som afslutning på interviewet valgte jeg at spørge Nyboe, om der var et spørgsmål jeg manglede at stille ham, og til dette mente han, at jeg passende kunne have spurgt hvilken udgivelse der ærger ham mest over aldrig er kommet på vinyl, samt hvilken vinyl han allermest ønskede han havde i samlingen, hvortil han svarer:

“Den første må på dansk være en af de følgende tre. Supardejen – Intelligens Uden Konsistens, Rent Mel I Posen – Langt Om Længe og Den Gale Pose – Mod Rov. Samtidig er det måske også de tre bedste danske hiphopalbums nogensinde. Eller i hvert fald top 5!

For nyligt ærger det mig at Qwel & Maker – Beautiful Raw aldrig udkom fuldt på vinyl, kun som en EP.”

“Til det andet vil det være hhv. Dead Prez – Let’s Get Free og Binary Star – Masters Of The Universe, der begge er to af mine yndlingsalbum og på dansk uden sammenligning ”Drop Dead: Hip Hop Til Folket” og så en af de få ”Flere Ho’s” med DGP der eftersigende skulle være trykt nogle få af. Meget få.

Cunninlynguists – A Piece Of Strange ville have toppet den anden liste, men er nu trykt på vinyl sidste år, men desværre sad de fast i tolden, da de spillede i Aarhus, så fik aldrig fat i et eksemplar og det er min absolutte yndlingsgruppe, så er også et jeg virkelig mangler, især når jeg har alle de andre.”

Flying Lotus – “Cosmogramma”

Flying Lotus – Cosmogramma

Cosmogramma af “Flying Lotus” var, inden jeg hørte den igen fra start til slut, en plade jeg var enormt splittet omkring hvorvidt jeg ville kaste mig ud i at skrive en omtale af. Ikke fordi jeg ikke syntes den er god, tværtimod, den er i mine ører et mesterværk. Men den forekom mig bare på mange måder utilgængelig, og jeg vidste ganske enkelt ikke om jeg havde “forstået” den nok til at skrive om den. Allerede i dens artwork er den pokkers uimødekommende; Jeg skulle tage nogle billeder af det ellers rigtig flotte artwork til min Instagram, og havde i den forbindelse bare hevet pladerne ud af deres sleeves, og der første problem allerede:

Der står ikke klart på de to plader, hvilken plade der er Side A/B og hvilken plade der er Side C/D. Jeg fik dog, gemt mellem de kryptiske skrifttegn og illustrationer, fundet nogle små skriblerier der lignede romertallene “I” og “II”, godt gemt som i kan se nedenfor.

Jeg gættede derefter på, at siderne med tallene var hhv. Side A og C, som det på Flying Lotus’ efterfølgende album “You’re Dead!” var tilfældet. Dette holdt heldigvis stik, og jeg kunne nu have fornøjelsen af at høre pladen i rette rækkefølge.

Her stiller Los Angeles-musikeren den næste gåde, nemlig hvad fanden genre-label jeg skal starte med at smide på den?. Nogle har kaldt den “EDM” da det er hyper-elektronisk musik, og udgivet på det legendariske elektroniske label “Warp”, men at hoppe direkte til den konklusion er ikke den vej jeg vil gå af. For det første hader jeg den slags paraply-betegnelser, som hører til i samme boks som når folk betegner musik med variende grad af hiphop- og RnB-elementer som “Urban”. For det andet slog det mig undervejs at albummet faktisk er et koncept-album der spænder over fire hovedgenrer på pladens fire dele. Om jeg bare har været sen om at få en åbenbaring som noget andre vidste allerede skal jeg ikke kunne sige, men det gav mig en helt anden glæde at høre pladen igen, nu hvor jeg altså har fået afkodet den.

På “Pickled” og “Intro/A Cosmic Drama” får vi det som folk ofte fejlagtigt koger FlyLo ned til alene at være: Det drums & bass-inspirerede med elementer der nok bedst beskrives som “chiptune”-synths. Sidstnævnte er en reminder om at Flying Lotus hører til generationen, der i stedet for de brede samlede popkultur-monumenter, har dyrket hver sine egne små nichér af computerspil, animations-serier og deslige. Flying Lotus er om nogen stereotypen på denne generation, da hans snævre musik netop først blev hørt af offentligheden, da han som dengang filmskole-studerende musiker fik sine første sange spillet som temaer og underlægning på animations-kanalen Adult Swim, som han selv forinden var ivrig seer af. Dette ledte ham herefter til “Stones Throw Records”, en højborg for hiphop-musikkens skæve eksistenser. At der skjult i de vilde genre-eksperimenter gemmer sig en kerne af hiphop, lavet af en mand der har været præget af de to mest tilbedte hiphop-avantgardister, nemlig Madlib og J. Dilla, bliver vi første i albummets fjerde akt mindet om. På “Dance of the Pseudo-Nymph” og de tre følgende tracks, er kaos’et lidt mere tæmmet, og vi får her en forsmag på det genre-blend som Flying Lotus’ faste partner-in-crime “Thundercat”, senere introducerede Kendrick Lamar til, hvorved FlyLo/Thundercat-lyden fik et kraftigt aftryk på Lamars “To Pimp A Butterfly”. Inden vi når hertil er der dog en lang rejse i vente. Anden akt er måske den mest overraskende. Her laves der nemlig et callback til noget så ufashionabelt som den kortvarige franske bølger af jazz-inspireret elektronisk loungemusik, som nogen måske særligt husker for bannerførerne i “Air” og “St. Germain”. Dette indledes på den fantastiske “…and the world laughs with you” med Thom Yorkes omfavnende vokal der gradvist gennem nummeret kastes fra sin harmoniske indledende messen ned i et choppet og pitchet kaos-apparatur. Denne anden akt varer ind til første nummer på side C “Do The Astral Plane” hvor lounge-tonerne også får fuld gas, dog med en tone af uforudsigelighed i en pludselig synth-bassline der leder tankerne hen på “Gap Band” og lignende 80er acts.

Med denne afslutning åbner så en sand Tour de Force. Her afslører helten nemlig langt om længe sin sande baggrund; Kunstneren med det borgerlige navn Stephen Ellison har nemlig musikalsk blåt blod i årerne. På stamtræet finder vi nemlig blandt forgreningerne Alice Coltrane, og hendes søn Ravi Coltrane, der mesterligt bidrager på saxofonen. Cosmogramma er indspillet med FlyLos faste liveband “INFINITY” der, foruden Ravi Coltrane, tæller bassist/producer Thundercat, harpespilleren Rebekah Raff og Miguel Atwood-Ferguson på strygere. Dette husorkester giver sig ud i de jazzede toner der skulle blive blive den røde tråd på albummet “You’re Dead!”, men på Cosmogramma får vi alligevel tre jazz-inspirerede tracks i den klart mest koncentrerede form fra FlyLo. Disse er i mine ører pladens klart stærkeste numre(“Satelllliiiiiiiteee”, “German Haircut” og “Recoiled”). Særligt “German Haircut” har en fantastisk skummel klang af “film noir”, men pga. det strålende trommespil formår bandet at undgå faren for at ramme det kliché-prægede.

Cosmogramma er ikke nødvendigvis min favorit-plade med Flying Lotus, men den er stadig en milepæl i Flying Lotus’ diskografi. Ligledes er det stadig et fantastisk album, hvor det netop ikke fornægter sig at den bevidst er lavet som ét sammenhængende album, og som sådan hører den til på vinylmediet. Den beviser at albummet ikke er en glemt kunst endnu, og at vinylmediet som sådan også i forhold til nyere udgivelser har en klar eksistensberettigelse. FlyLo træder her for første gang frem fra massen af Madlib og Dilla-disciple, og han viser en visionær modighed som de fleste musikere på hans tid aldrig kommer til at have. For mange andre har også talentet og viser det i glimt, men få som Flying Lotus tør tage et “leap of faith” og lade det udfolde SÅ kompromisløst.

Yaqin MC-13S og Pro-ject RPM 5.1 // John Coltrane – “Newport ’61”

Jeg er siden bloggen startede kommet i den lykkelige situation, at jeg har kunnet opgradere mit system ret væsentligt. Jeg har nu fået spillet det nye gear lidt til og mener mig klar til at skrive en omtale af det. Da det jo idag er Record Store Day, så fandt jeg det passende, at hive en lille Record Store Day ud fra hylden, til brug for min test af det nye setup, nemlig 2013-udgivelsen af live-pladen “Newport ’61” med John Coltrane.

Som nævnt i en tidligere post har jeg fået tilføjet en outboard RIAA-preamp til kæden. Min oplevelse med mit første stykke rør-gear var som bekendt en bragende succes, så da muligheden opstod valgte jeg at foretage at lade mit helt store ønske om en fuldblods rør-forstærker gå i opfyldelse. Ligesom med min RIAA blev bestillingen foretaget ved On9mart i Hong Kong, og ekspeditionen gik alt i alt ret smertefrit, udover at UPS var 14 dage om at sende toldopkrævningen. UPS var dog både hurtige og generelt medgørlige hvad angik toldekspeditionen, altså stik modsat min oplevelse med Post Danmark. Så turen fra Hong Kong til mit dørtrin blev klaret på 3 dage, hvorefter jeg modtog forstærker og rør pakket mere end forsvarligt ind. Det var naturligvis lidt nervepirrende at montere rørene i forstærkeren for en helt grøn rør-nybegynder, men rørene og deres slots var pædagogisk nummereret så man ikke kunne tage fejl, og straks var vi igang.

Indledningsvis havde jeg noget bøvl med min gamle Technics-pladespiller, så jeg testede i første omgang ikke med vinyl, men streaming, og her blev kilden så ellers udstillet på det groveste; Det skinnede igennem hvor tynd lyd kvalitet en gennemsnitlig Spotify-stream byder på. Jeg prøvede indledningsvist med Raekwons “Guillotine (Swordz)” som i forvejen er et lidt lo-fi mix, og måtte konstatere at mit favoritnummer pludseligt var ulytteligt. Det gav naturligvis en vis nervøsitet om hvorvidt rørene eller forstærkeren fejlede noget, men jeg fik da så endelig min Technics-pladespiller til at opføre sig ordentligt, og kunne herefter sammenligne med mit eksemplar af nummeret på vinyl, og konklusionen var ret entydig at lave:

Mit streaming abbonement blev prompte opsagt!

Rør-lyden har en fantastisk ærlighed, men det betyder altså at hvis din hoved lydkilde er din smartphone eller tablet, så er rør ikke det rette for dig. Derimod må jeg altså bare sige at der ikke er noget der komplimenterer en god vinylplade bedre end en rørforstærker. Og her har Yaqin med MS-13S altså virkelig “demokratiseret” god lyd for masserne. Rør-forstærkere fra USA så som Rogue Audio Cronos har en entry-pris på 15.000 kroner der for de fleste nybegyndere nok hurtigt tager pusten fra en, inklusive undertegnede. Så Yaqin MC13S er en gave sendt fra oven med sin pris på 633 USD og en rimelig overkommelig told på omkring 400-500 kr. med fri forsendelse.

Sammenlignet med min gamle forstærker er det der springer i ørerne på mig ved Yaqin’en at den har en fantastisk detaljegrad, og er ikke så overvægtet mod det bas-tunge som mange andre forstærkere er, men særligt til live indspilninger kommer den fantastisk til sin ret hvor intet instrument får lov at “drukne” et andet, den største wow-oplevelse har for mig nok været hvordan man på visse særligt god indspilninger kan høre plekter-anslag på guitar og lyden af musikerens finger der slider ned af streng-instrumenters bånd.

Det har været med lidt vedmod, at min Technics SL-BD22 er blevet pakket ned. Den gamle pladespiller havde en historie og en affektionsværdi, men efter at den som følge af opgradering af forstærker og RIAA-trin lidt var blevet mit anlægs svage led, og efter at drivværket havde sværere og sværere ved at holde et fast tempo, måtte jeg tage den svære beslutning, og indse at det var tid til en ny pladespiller.

Jeg havde haft undersøgt alle muligheder i et ret bredt spændende pris-niveau, og var lidt i et dilemma. Jeg ville ikke over de 4500 kroner, men omvendt ville jeg have noget der ikke bare var en “side-gradering” snarere end en “opgradering” sammenlignet med min god gamle Technics. Jeg havde længe stillet længselsfuldt på Pro-jects RPM 5.1, men prismæssigt var den uden for den ramme jeg kunne forsvare overfor mig selv som værende rimeligt, i betragtning af at jeg jo blot er en almindelig studerende. Lykkeligvis valgte den østrigske webshop Akustik Projekt at hold brandudsalg på Pro-ject pladespillere, hvorved den pludselig kom indenfor min prisramme og lidt under. Så pladespilleren blev bestilt, og jeg måtte sidde og vente som en lille barn op til jul. Jeg måtte ulykkeligvis vente en ekstra dag, da dørtelefonen i vores opgang i mellemtiden gik i stykker, og da GLS manden ringede på, kunne jeg således ikke høre dette, men det lykkedes da dagen efter at få kontakt til både vicevært og GLS, således kunne jeg modtage mit nye hjertebarn. Pladespilleren kom i et lille samlesæt, men med lidt hjælp fra bruganvisning og YouTube viste den sig ikke meget sværere at samle end et lille IKEA-sofabord. Pladespilleren har fået meget ros for sin byggekvalitet, og det er da klart det indtryk jeg også selv har af den. Man skal selvfølgelig ikke altid lade sig snyde, til at tro at alt der er tungt også er godt (den såkaldte “B&O-effekt), men når jeg ser hvor stabilt pladetallerkenen kører, så er jeg nu overbevist. Slutteligt må jeg rose Pro-ject for at lave den efter min mening absolut smukkeste pladespiller i sin klasse. Mest af alt dyrker jeg jo lyden, men omvendt så tilføjer det altså gevaldigt til glæden ved en god pladespiller, at den så samtidig æstetisk er så herlig med sin dråbe-formede plint, der samtidig også gør at den er noget nemmere at få placeret på min lille pladereol ved siden af min ret store rør-forstærker.

Til slut fik jeg monteret den medfølgende Ortofon 2M Red pickup på den meget roste “9CC” kulfiber-tonearm. Denne pickup kan jeg intet ondt sige om, efter hvad jeg har kunnet konstatere den står i som løssalg, og efter hvad jeg har læst om andre pladespillerens medfølgende pickups, så synes jeg Pro-ject har ramt plet. Nakskov-virksomheden Ortofon har med 2M Red lavet en rigtig dejligt afbalanceret pickup der klarer alt lige fra Jedi Mind Tricks til Father John Misty lige overbevisende. Skulle jeg vælge at forkæle min pladespilleren med en lidt finere pickup en dag, så vil Ortofon helt klart stå højt på listen af kandidater.

John Coltrane – “Newport ’61”

Denne plade var jeg så heldig at få fingrene i, da den fantastiske Stardust Records & Cafe i Århus ulykkeligvis lukkede. Pladen er en liveoptagelse med fire numre fra John Coltranes Newport-koncert, og udgivet af Birdland i anledning af Record Store Day 2013. Det er en kort lille sag med en introduktion samt tre skæringer på, her i blandt Coltranes måske bredest kendte “My Favorite Things”. Denne fremføres af forstærkeren på helt uforglemmelig vis. McCoy Tyners klaver spil med får den dynamik der er alt afgørende for at den helt særlige rytme bevares, Coltranes saxofon-spil har den helt særlige “glød” som går lige i hjertet. Reggie Workmans’ og Arthur Davis’ fremragende bas-spil præsteres perfekt med dets spændt fra de lyse pluk, såvel som den dybe taktfaste pulseren, uden at sidstnævnte på noget tidspunkt drukner, mudrer eller splatter ud.

På samme plade demonstreres det dog ligeledes på “Impressions”, hvordan at hverken Ortofon-pickup’en eller Yaqin-forstærkeren “sminker” dårlige indspilninger. Åbningsnummeret “Impressions” afslører at indspilningsforholdene ved starten af indspilningen af koncerten ikke var helt optimalt justeret, da man aner en slet svingning i volumen og let distortion da Coltranes saxofon blæser med fuld kraft fra start, hvilket indspilningsteknikeren på stedet antageligt nok ikke var forberedt på. Kort inde i nummeret aner man en tydelig forskel, hvor forvrængningen ikke længere er at fornemme på de voldsomme passager.

Pladens tredje nummer, “Naima”, er en smuk dedikation til Coltranes daværende hustru, og også her pynter særligt rør-forstærkeren øjensynligt på saxofonen, men også de små nuancer i anslagene på Elvin Jones’ trommer får noget helt særligt på en måde hvor de hverken drukner i de stille passager eller overskygger den øvrige instrumentation på de mere kraftige.

Alt i alt blev jeg lovet at akustiske instrumenter og live-indspilninger ville blomstre med en rør-forstærker, og kan med både “Newport ’61” og Vuust, Windfeld, Kjær, Madsens “Stardust Sessions vol. 1” konstatere at det løfte bliver indfriet til bravour. Rør-forstærkeren og den dejlige naturlige Ortofon-pickup på min Pro-ject pladespiller fremhæver virkelig kompromisløst hvad der bliver puttet ind. Heldigvis fodrer jeg dem kun med dejlige vinyl-plader, og med det den spytter ud, så er det i sandhed også med fornøjelse jeg gør det.

FORÅR I FARVER pt. 1: Black Milk – “No Poison, No Paradise”

Med forårets kommen om hjørnet står det hele jo snart i flotte farver, og det skal da hyldes og fejres, også her på bloggen. Så i den anledning vil jeg de næste par gange lave et par tema-posts med farver som den røde tråd, enten i kunstnernavn eller albumtitel.

Jeg starter ud med en bombe af en plade nemlig, Black Milks “No Poison, No Paradise”. De krakilske vil måske indvende at sort jo ikke er en farve, men dem kan jeg så trøste med at to plader er i en herlig lilla kulør, med en slags “cloudy” effekt, som nok er nemmere at se, end den er at forklare med ord. Pladens coverart er som mange nyere plader i en dyster tegneserie-inspireret stil, spækket med monstre og andre spøjse skabninger. Dette artwork fortsættes i samme stil på gatefoldens inderside, og hvor jeg faktisk finder det lidt sprælsk, har andre jeg har vist det til mere fundet det lidt uhyggeligt, så for mig er artworket perfekt; Godt album-art er nemlig for mig det artwork der tjener som et “conversation-piece” der fremkalder divergerende opfattelser. Med præsentation og indhold har vi sammenlagt det der for mig er 2013s absolut bedste album, navnligt fordi det kommer fra en kunstner der i flere år har vist små glimt af noget særligt, for endelig at forløse det store potentiale på et album som jeg utvivlsomt forventer, at kunne glædes ligeså meget over om 10 år, som jeg kan idag.

Black Milk er en kunstner jeg i mange år har holdt utroligt meget af, og holdt et utroligt interesseret øje på. Min beundring startede ikke fortrinsvis som lytter, men derimod da jeg selv gjorde mig som hobby-beatmaker; Tilbage i YouTubes spæde dage var der relativt langt mellem de videoklip, hvor man kunne aflure de skarpe beat-magikeres tricks, men en af dem der fandtes, var med en dengang ung Detroit-producer ved navn “Black Milk” der var én blandt mange nye spændende navne, i en bølge af unge amerikanske beatmakers der havde støvet forældrenes soul-plader af, og nu gav dem nyt liv, med J. Dilla som deres stilmæssige forbillede.

Ligesom Flying Lotus har Black Milk dog siden da brudt ud af boksen af Dilla-followers, og med mixtapet “Caltroit” fik Black Milk vist antydninger af sin egen signatur-lyd, som nok særligt var færdigstøbt da han udgav albummet “Random Axe” sammen med to hårdtslående undergrunds-darlings, nemlig den berømte og berygtede Sean Price, samt Stones Throw-rapperen Guilty Simpson, hvor særligt sidstnævnte, inden Random Axe-projektet, havde vist at han ikke var bleg for at arbejde med beatmakere der går lidt mere mod strømmen. Black Milk stod dog ikke alene for produktionerne, men også for en del vers på skiven, og her måtte man sige at han desværre kom til kort ved siden af de to hårdtslående rappere. “No Poison, No Paradise” er af denne grund en endnu større milepæl, da den for mig er det første album, hvor Black Milk for alvor viser at han er en rapper der i sig selv er interessant at høre på en hel plade, og ikke bare for produktionerne. Der hvor Black Milk særligt blomstrer er på storytelling-numrene, såsom “Codes and Cab Fares”, hvor han gæstes af den altid fantastiske Black Thought, uden at blive kørt helt af sporet som mange andre hurtigt ville blive. Endnu mere overbevisende er han dog på dobbelt-tracket “Sundays Best/Mondays Worst”. Dette dobbelt-track præges ligesom “Perfected On Puritan Ave” over det gennemgående tema, hvor der tilbageskues til teenageårenes opvækst i de amerikanske ghettoer, og ironiserer over hvordan så mange unge sorte mænd i ghettoerne gentagne gange ledes ned af syndens sti, til trods for den kristne kirkes dominerende tilstedeværelse i disse miljøer, helt ned til gadernes navne. Samtidig funderes der gennemgående på pladen over hvorfor nogle bliver låst på denne sti, og andre ikke gør, dette fra et første-persons perspektiv igennem den fiktive karakter “Sonny Jr.”. Disse introspektive efter-reflektioner må ses som svendestykket for “lillebror-generationen” til slut-80ernes og start-90ernes crack-sælgende gangsta-rappere; Man ser nu rappere som Black Milk og Kendrick Lamar tilsyneladende have et behov for at bearbejde hvilken effekt det havde på dem at vokse op i parallelsamfund, præget af en alt-eller-intet tankegang, hvor rap-musik eller basketball tilsyneladende var de eneste lovlydige veje til et liv med en værdig levestandard, uden gulvmoppe i hånden, slidte sko på fødderne og buskort i lommen, eksemplificeret særligt på “Money Bags (Paradise)”.  Alt dette akkompagneres af et herligt misk-mask af lo-fi samples, hårdtslående live-trommer og summende synthesizere, afbrudt af små jazzede interludes som eksempelvis den fortryllende “Sonny Jr. (Dreams)”.

FORÅR I FARVER pt. 2 – Manus Nigra “Blind vej”

En af ulemperne ved at dyrke og elske en genre meget, er at man efter tilpas mange år bliver umådeligt kræsen. Det er jeg i hvertfald blevet. På den måde skal der med min barndoms- og ungdoms musik, hiphop, efterhånden en del til før jeg rigtig kommer op af stolen. Ikke på den måde som når folk super prætentiøst erklærer, at de er “vokset fra at høre hiphop”, men mere på den måde, at jeg efterhånden har en meget dyb reference-ramme at holde ny hiphop op imod (hvilket førnævnte typer som regel egentlig aldrig har haft). Alt andet lige så er glæden det større, når der nu og da kommer noget nyt, der får en til at stoppe op. Og både glad og lettet er jeg:

Jeg har mere eller mindre de sidste 10 år været tunet ud af hvad der rørte sig af dansksproget musik, så jeg er lidt blevet blindsided af at det lille vinylcentriske Århus-label “Idiotsikker” har ramt en nerve med albummet “Blind Vej” af gruppen Manus Nigra.

Visuelt set er det for mig en bemærkelsesværdig plade. Album-art har den fantastisk dygtige Simon Gorm Eskildsen stået for, og coveret prydes af en tegneserieagtig fremstilling af gruppens tre medlemmer, gemt i en post-apokalyptisk bunker, med musikinstrumenter over alt, en bagbundet revisor-type i hjørnet og diverse landbrugsdyr flakkende omkring. Coverartisten har for mig at se et helt unikt og genkendeligt visuelt udtryk, som blandt andet også kunne ses på den crowdfundede jazz-plade “Stardust Sessions vol. 1”. Selv pladen taler ligeledes til sanserne. Selv har jeg været så heldig at få fingrene i et nummereret eksemplar på en gift-grøn transparent plade, den har jeg ihvertfald ikke set før. På pladens innerlabel ses Manus Nigras logo, Den Sorte Hånd, designet af den ligeledes knalddygtige kunstner Lars Pank, der blandt et kæmpe katalog af arbejde blandt andet også har lavet imponerende grafisk arbejde for “Mund de Carlo”, “Tudsegammelt” og “Danni Toma”. Alt i alt ganske overraskende meget kræs for øjnene, i betragtning af at vi snakker et album til en beskeden pris på 100 kroner på Bandcamp.

Gruppen består blandt andet af rapperen “Ham Den Lange”, kendt fra bl.a. Haven Morgan, og HDL er vel nærmest den eneste danske rapper af sin engang så gyldne årgang, der ikke har forsaget sin rimbog, til fordel for guitar, autotune eller Morten Breum-produktioner. I stedet har ham slået sig sammen med den absurd talentfulde sangerinde Fönix, og produceren Swab. Sidstnævnte har i undergrunden egentlig været ret produktiv, med flere udgivelser, både solo og i Bumsestilen-regi. Alligevel har han befundet sig lidt i det skjulte, og har dygtiggjort sig til et niveau, hvor jeg ikke kan komme på nogen dansk producer der pt. kan matche hans niveau.

Det sikre valg med denne konstellation havde været at lade Ham Den Lange stjæle showet, reducere Fönix til omkvædssangerinde og tøjle Swabs produktioner til en mere konform skabelon, men det har på intet måde været målet med gruppen, og som sådan er det heller ikke resultatet:

Pladen består af 10 stærke skæringer – no fillers – temaerne er gennemgående i det særdeles dystre hjørne, og produktionerne er skruet sammen med en tilbageskuen til noget ellers så ufashionabelt som trip-hop, uden at det ender op som en karikatur af en dårlig Portishead-tribute gruppe. På “Moderne Slave” med gæsteoptræden af rapperen Sawyer slås der for en kort bemærkning over i noget mere traditionelt hiphop, med et hårdtslående piano-beat. Dette nummer fungerer på pladen som et sidste vredt gisp efter vejret, og forsøg på at slå igen, mod tilværelsens og samtidens trøstesløse skærsild som fremragende udstilles især på “Ingen Udgang”, “Bag Dig” og “Dukke”. Ham Den Lange og Fönix holder et spejl op mod en omverden der præges af en menneskehed, hvor det enkelte individ står fanget som en tom skal uden sjæl, og jagter materielle goder, som reklamesøjlerne foregiver kan fylde denne tomhed. Dette over en genial lydkulisse af støvede trommer, manipulerede og dissekerede vokal-bidder og samplinger fra den danske filmskat.

Mit indtryk er heldigvis at gruppen faktisk har fået en del velfortjent opmærksomhed, om ikke andet så ihvertfald her i Århus, hvor det er længe siden der sidst har været noget lokalt musikalsk at begejstres over. Så en del af jer har nok allerede hørt musikken, men jeg kan altså kun anbefale jer at købe albummet, for det lader sig altså høre at der er tale om et album der nydes bedst i sin helhed fra start til slut, og altså fornægter Idiotsikkers “DNA” som vinyl-label sig altså ikke.

FORÅR I FARVER pt. 3: Freddie Redd – “Shades of Redd” // Madlib – “Shades of Blue: Madlib Invades Blue Note”

I denne tredje del af “Forår i Farver”-artikelserien har jeg denne gang ikke hevet en farvet vinyl ud fra reolen. Som bod for dette har jeg tilgengæld fundet hele to plader der passer ind i mit lille farve-tema. Begge plader er udgivet af Francis Wolffs legendariske label Blue Note, som sammen med Prestige og Impulse måske udgør den vigtigste treenighed i jazz-musikkens univers. Pladerne er umiddelbart ganske forskellige, den ene en helt klassisk hard-bop plade fra genrens guldalder, mens den anden er en hiphop-udgivelse fra 2003, men lighederne er dog til stede, ikke alene i titlerne på de to respektive albums: Der er i begge tilfælde tale om hovedmænd der ganske autodidakt har tillært sig jazzen. Hvor Freddie Redd tillærte sig klaveret i sine sene teenageår, er Madlibs indgangsvinkel primært bag et arsenal af samplere, hvilket da også var hvad han havde at gøre med, da han samlede en hær af pseudonymer og dannede sit en-mands band “Yesterdays New Quintet”. Uagtet begges selvlærte tilgang har begge dog været fra “hjem med klaver” i bogstaveligste betydning, hvorved der ganske givet har været en iboende musikalitet som i de tidlige barndoms år har været hvilende.

Da jeg bladrede jazz-stakken igennem, ved første uge af Stardust Records’ ophørsudsalg, var der egentlig meget der fristede, men én plade kunne jeg ikke modstå straks at hive fra stakken, uden at have været hele rækken igennem, som jeg ellers har for vane: Skrigrød stod den markant ud blandt de øvrige genre-typiske, og lidt mere afdæmpede, jazz-covers. Jeg havde aldrig hørt om den, men med velkendte favoritter som Freddie Hubbard og Paul Chambers på holdkortet, havde jeg en mavefornemmelse der sagde at den var sin beskedne pris værd indtil flere gange. Med billedet af en halv-smilende Freddie Redd, poserende med en smøg hænget dovent i mundvigen, og det lokkende farvevalg, så sagde noget mig, at der her var tale om en lidt mere festlig omgang, og det var da heller ikke helt forkert. Det visuelle udtryk giver indtryk af Freddie Redd som en “jazzens anti-helt”, måske lidt en “peoples champion”, og det bekræftes umiddelbart meget godt af Nat Hentoffs glimrende liner-notes på pladens bagside:

Freddie Redd var som nævnt, modsat mange af jazzens giganter, ikke det her famøse “child prodigy” der fra barnsben terpede sit instrument til perfektion. Han lærte faktisk først i sine sene teenage-år, at mestre klaverkunsten, og fik først for alvor aspirationer om en jazz-karriere, efter at have hørt Charlie Parker spille, mens Redd var udsendt under Korea-krigen. Som et af genrens lidt oversete navne, har han måttet ty til flere afveje for at leve af musikken, og har i den forbindelse både måtte forsøge sig med musik til film og teater, såvel som han i en periode måtte bosætte sig i både Danmark og Frankrig, inden han vendte tilbage til USA og bosatte sig på Vestkysten, langt fra fødebyen Harlem. Uagtet at det kommercielle gennembrud aldrig for alvor kom til ham, så har Redd til gengæld æren af at være en af de få kunstnere fra Blue Notes gyldne æra der stadig er i blandt os. At så sent som i 2013 tog på en europæisk turné bevidner om en ukuelig glæde ved musikken, som aldeles også høres på musikken.

“Shades of Redd” er af mange anset som Freddie Redds karrieremæssige højdepunkt, og dette er fuldt forståeligt. Pladen er først og fremmeste en masterclass i god album opbygning; I den i øvrigt rædselsfulde film “High Fidelity” gives opskriften på den gode opbygning af et mixtape således:

“You gotta kick off with a killer, to grab attention. Then you got to take it up a notch, but you don’t wanna blow your wad, so then you got to cool it off a notch.”

Hvis denne udmærkede tese står til troende, så rammer “Shades of Redd” plet, først med det fantastisk melodiske og sørgmodige tema til “Thespian”, som halvvejs igennem nummeret tager røven på lytter gedigent, og bryder ud i vild rabalder. De festlige takter fortsætter på den endnu mere fængende “Blues-Blues-Blues”, uagtet at titlen jo ellers skulle henlede tankerne til at tro vi var i det mere sørgmodige hjørne. Disse to åbnere er mestendels båret af den dygtige tenorsax Harold “Tina” Brooks, og Redds hovedværk blev desværre et af Brooks sidste bidrag, da han i 1961, blot et år efter “Shades of Redd, forlod verden, efter et omfattende heroin-misbrug endegyldigt havde slidt hans helbred i bund.

Efter alt denne beskedenhed træder Redd selv mere i karakter, på denne plade komponeret udelukkende af Freddie Redd selv, klaverspillet går fra at mest udgøre et rytmisk grundlag for McLean og Brooks, til et mere løssluppent og lidenskabeligt performance, blandet andet demonstreret på den hæsblæsende “Swift” der demonstrerer et antrit som henleder tankerne på Coltranes “Giant Steps”-album. Hele værket sluttes af med den sprudledende “Ole”, der er Redds bidrag til den spæde bølge af latin-inspiration der senere skulle fremføres i den amerikanske jazz af blandt andet Stan Getz, Dizzie Gillespie og Hank Mobley. I det hele taget har pladen et præg af et knapt så “højpandet” eller teknik-fikseret approach til jazz-musikken, som mange af samtidens giganter. I stedet har pladen en mere loose og tema-præget sound, som et lille forsigtigt spadestik til en mere soulfuld jazz-lyd. Denne lyd udviklede sig senere i en gylden æra af jazz-sountracks, til mere eller mindre obskure krimi-film, soundtracks i dag især hyldes og nydes af hiphop-producere verden over.

Madlibs “Shades of Blue” er set i både Blue Notes og Madlibs karriere lidt et kuriosum. Hvor Madlib under alle hans pseudonymer og projekter har været hjørnestenen i undergrundsselskabet Stones Throws artist-roster, kun med ganske få undtagelser, så har han på lige netop “Shades of Blue” i stedet allieret sig med Blue Note. Med Blue Notes velsignelse har han på dette album genfortolket favoritter fra Blue Notes righoldige bagkatalog, bevæbnet med sin trofaste sampler. Selvom Blue Note har været sample-darlings i lang tid i hiphop-verdenen, så er det kun ganske få hiphop-kunstnere, der har fået den store tillidserklæring at blive udgivet på Francis Wolffs hæderkronede label, og ingen anden enkelt kunstner har mig bekendt fået så uhæmmet adgang, til at boltre sig i det righoldige bagkatalog, med Blue Notes velsignelse, ja endda tilskyndelse. At pladen ikke bare er en kold kalkulation, med henblik på at opdatere Blue Notes lidt bedagede navn med lidt hiphop synes jeg tydeligt ses. Coveret på “Shades of Blue” er visuelt i samme stil som de store blå-tonede klassikere fra bl.a. Miles Davis, John Coltrane og Wayne Shorter. Skal jeg fremhæve en detalje der ærger mig lidt, så må jeg dog nævne at en Blue Note-udgivelser for mig hænger uløseligt sammen med liner-notes på bagsiden, disse er der af uransagelige årsager ingen af, om en bagsiden er i samme hvide baggrund og med samme velkendte typografi som de gamle hovedværker.

Skal jeg beskrive Madlib, så vil jeg sige han er indbegrebet af en “producers producer”; En musiker som i lytterkredse mest er forbeholdt hiphop-connoisseurs, men blandt fagets udøvere er uendeligt højt respekteret. Han er en skaber af den stil og teknik de mere velkendte navne beundrer og imiterer gang på gang. I hiphoppen er der få beatmakers der i udpræget grad hviler så meget i deres egne musikalske impulser uden at skele til tidens tendenser, at de tiltvinger sig en respekt uden at behøve at slå ud med armene. Foruden den legendariske J. Dilla er det stort set kun Madlib og broren Oh No der i den grad har formået dette. Det er derfor Madlib i det ene øjeblik kan begejstre fans af den hårde attitude-rap, i samarbejde med Freddie Gibbs, og i det næste øjeblik blive avantgarde-rappens darling under sit rap-pseudonym “Quasimoto”. Når dette kan lade sig gøre, er det netop fordi Madlibs kompromisløshed, og lyst-styrede forvaltning af et kolossalt talent, ikke er en påtaget ligegyldighed, men i sandhed er hvem han er. I dokumentaren “Our Vinyl Weighs A Ton” berettes der glimrende om hvordan “Yesterdays New Quintet” var en af disse pludselige indskydelser, hvor Stones Throw-stifteren “Peanut Butter Wolf” så forundret da en begejstret Madlib erklærede at nu ville han lave en jazz-plade; At han ikke kunne spille nogen instrumenter så han ingen hindring i, han kunne jo bare sample?

Yesterdays New Quintet imponerende mod alle odds, og efter en række vellykkede udgivelser af en-mands bandet, opsøgte Blue Note selv Madlib med et ønske om at få remixet originaler af bl.a. Wayne Shorter, Donald Byrd og Horace Silver. Resultatet blev en tour de force af et album, der i en rask blanding af headnod-venlige og scratch-spækkede remixes, interludes med jazzens giganter og YNQ-original kompositioner tager lytter på en eminent rejse, som bekræfter lytteren i at jazzen i vores tid stadig er sprællevende og under stadig udvikling.

Om det er Donald Byrds “Distant Land” der fortolkes med lo-fi breaks og wordcuts, eller Wayne Shorters “Footprints” der genfortolkes med hjælp fra Joe Chambers, trommeslageren fra orignalen, så samles det hele eminent på en måde der får de vidt forskellige kilder til at fremstå som et sammenhængende komponeret værk.

Om det er et tilfælde eller ej at “Shades of Blue” og “Shades of Redd” har et vist fællesskab i titlerne skal være usagt, men om ikke andet underbevidst må noget have spillet ind ved navngivningen af det nyeste af de to. Omend Madlib måske fremstår mere outreret og sprælsk i sin person, så er der et fællesskab i Madlibs og Freddie Redds ukuelige vedholdenhed i glæden ved musikken, såvel som i tiltroen til egen musikalske stil. Denne kompromisløshed, har budt dem begge to at tage utraditionelle veje, når nu de kommercielle veje var afskåret af deres respektive stil, og af dette er der udsprunget to musikalske perler.