Miles Davis – “Kind of Blue”

Som de der følger mig på Instagram ved, så er Miles Davis den enkelte kunstner der udgør den største andel af min pladesamling, og det er nok ikke helt nogen tilfældighed. Det første jazz-album der for alvor gjorde et indtryk på mig var nemlig CD-udgivelsen af den plade jeg idag skal omtale. Jeg fik den i 11-års fødselsdagsgave af min søster, efter jeg året inden havde fået mit første stereoanlæg med cd-afspiller som var blevet flittigt brugt, mest til at høre alle de hiphop-albums jeg overhovedet kunne få fat i. Jeg havde egentlig bare ønsket mig en jazz-skive, ikke nogen bestemt, men bare en eller anden, af ren nysgerrighed. Min søster er ikke på nogen måde selv jazz-lytter, så alt andet lige var det mit held, at ekspedienten i pladebutikken den dag gav kyndig vejledning. Som jeg husker det var jeg glad for den, men under vejs blev den væk i en rodebunke og aldrig fundet igen. Det havde derfor længe stået på min “to do” liste at anskaffe “Kind of Blue” på vinyl, efter det smukke medie havde fanget mig. Men der gik alligevel noget tid før jeg fik anskaffet den, nok fordi man altid er mere nysgerrig på albums man ikke kender overhovedet, fremfor de man kender på et nyt medie. Klogere bliver man jo dog heldigvis, og synes at denne plade er en af dem man ikke RIGTIG kender når man ikke har hørt den på vinyl.

“Kind of Blue” er et fantastisk eksempel på en plade der virkelig har gavn den farve og varme som vinyler kan noget med. Særligt på de mere dynamiske passager af Bill Evans klaverspil synes jeg at ane er let, men meget behagelig farvning. Mit eksemplar er egentlig bare en billig russisk reissue fra DOL, det kan man jo have mange mere eller mindre kvalificerede meninger om. Jeg kan desværre kun sammenligne med de forskellige digitale udgaver jeg har hørt, og herudfra synes jeg bestemt russerne har gjort et godt arbejde. Bunden er god og solid, og luften i Davis’ trompet såvel som Coltranes og Adderleys saxofoner går fantastisk igennem i mine ører.

Som musikalsk værk var “Kind of Blue” en absolut milepæl, og det er ingen tilfældighed at mange nok har den som deres første jazz-bekendtskab. Pladen er meget let-tilgængelig efter min mening, den åbner indbydende med “So What”, der nok sammen med “Blue Train” har det absolut mest genkendelig åbnings-tema i nogen jazz-indspilning. I den forbindelse er det jo meget sjovt at begge numre har deltagelse af John Coltrane og Paul Chambers. Pladen var dog ikke kun velkommende overfor lytteren. Den skulle samtidigt have været en lettelse for musikerne, da den ikke var bygget over de ret komplekse akkord-progressioner som musikerne var vant til i hard-bop genren. I stedet var pladen bygget omkring skalaer. Denne kompositions-form kaldtes “modal jazz”, hvilket Davis tidligere havde forsøgt sig med, blandt andet på “Porgy and Bess”, et af Davis’ mange samarbejder med Gil Evans.

Skal jeg beskrive pladen vil jeg kalde den “komplet”. Den formår med på en utroligt elegant og glidende facon at spænde rigtig bredt og varieret i kompositionerne. Den er ikke i det hæsblæsende tempo som eksempelvis visse af Coltranes plader kommer op i, men det er som sådan heller ikke noget problem. Det rolige tempo giver en dejlig plads til det melodiske og til tider helt poetiske, særligt på “Blue in Green” og den afsluttende “All Blues”. Det giver også plads til smukke detaljer, såsom Wynton Kellys betagende klaversolo på “Freddie Freeloader”. Netop “Freddie Freeloader” er lidt særligt da det er den eneste skæring uden Bill Evans’ deltagelse. Historien er at Wynton Kelly ikke på forhånd var oplyst om at Davis agtede at bygge pladen op omkring Bill Evans’ spillestil, og herefter gled Kelly ud efter indspilningen af “Freddie Freeloader”. En anden mere vag forklaring var, at Kelly var anerkendt som en blues-specialist. Da “Freddie Freeloader” er opbygget som en 12-bar blues, var Kelly lige netop på denne skæring rette mand til jobbet.

Mange har studset over at lige netop Davis har komponeret så elegant og melodisk musik. Musikken står i en skarp kontrast til Miles Davis’ person, som overfor selv sine nærmeste fremstod sig opfarende, vred, voldelig og fremmedgørende. Dette i sig selv kunne man skrive en længere afhandling om. Det kan være en gåde hvordan en mand der sammenlignet med andre sorte i sin samtid voksede op under gode kår, udartede sig til en person som få har noget pænt at sige om, foruden det faglige. Davis voksede op som søn af en velstående far, og en mor der tilskyndede ham at være stolt over sin afro-amerikanske arv. Han blev optaget på det velansete Julliard-konservatorie, og alligevel mødt med forståelse fra sin far, da han valgte at forlade Julliard. Man kan tænke at diskriminationen som Davis alligevel oplevede alt andet lige føltes det mere bittert, for en mand der i alle andre henseender var af en priviligeret stand; En sort mand fra mere ydmyge kår havde måske fra tidligere tid været mere vant til den sørgelige diskrimination der prægede USA både før og efter krigen. Svaret kan man i sidste ende kun gisne om, for sammensatte personer er svære at afkode. Davis må om nogen siges at være en sammensat person, indeholdende det til tider grusomme, men samtidig i stand til at skabe noget utroligt smukt. Med “Kind of Blue” må vi blot idag være lykkelige for, at det grusomme er taget med Miles Davis i graven, mens det smukke står tilbage til eftertiden.