En af ulemperne ved at dyrke og elske en genre meget, er at man efter tilpas mange år bliver umådeligt kræsen. Det er jeg i hvertfald blevet. På den måde skal der med min barndoms- og ungdoms musik, hiphop, efterhånden en del til før jeg rigtig kommer op af stolen. Ikke på den måde som når folk super prætentiøst erklærer, at de er “vokset fra at høre hiphop”, men mere på den måde, at jeg efterhånden har en meget dyb reference-ramme at holde ny hiphop op imod (hvilket førnævnte typer som regel egentlig aldrig har haft). Alt andet lige så er glæden det større, når der nu og da kommer noget nyt, der får en til at stoppe op. Og både glad og lettet er jeg:
Jeg har mere eller mindre de sidste 10 år været tunet ud af hvad der rørte sig af dansksproget musik, så jeg er lidt blevet blindsided af at det lille vinylcentriske Århus-label “Idiotsikker” har ramt en nerve med albummet “Blind Vej” af gruppen Manus Nigra.
Visuelt set er det for mig en bemærkelsesværdig plade. Album-art har den fantastisk dygtige Simon Gorm Eskildsen stået for, og coveret prydes af en tegneserieagtig fremstilling af gruppens tre medlemmer, gemt i en post-apokalyptisk bunker, med musikinstrumenter over alt, en bagbundet revisor-type i hjørnet og diverse landbrugsdyr flakkende omkring. Coverartisten har for mig at se et helt unikt og genkendeligt visuelt udtryk, som blandt andet også kunne ses på den crowdfundede jazz-plade “Stardust Sessions vol. 1”. Selv pladen taler ligeledes til sanserne. Selv har jeg været så heldig at få fingrene i et nummereret eksemplar på en gift-grøn transparent plade, den har jeg ihvertfald ikke set før. På pladens innerlabel ses Manus Nigras logo, Den Sorte Hånd, designet af den ligeledes knalddygtige kunstner Lars Pank, der blandt et kæmpe katalog af arbejde blandt andet også har lavet imponerende grafisk arbejde for “Mund de Carlo”, “Tudsegammelt” og “Danni Toma”. Alt i alt ganske overraskende meget kræs for øjnene, i betragtning af at vi snakker et album til en beskeden pris på 100 kroner på Bandcamp.
Gruppen består blandt andet af rapperen “Ham Den Lange”, kendt fra bl.a. Haven Morgan, og HDL er vel nærmest den eneste danske rapper af sin engang så gyldne årgang, der ikke har forsaget sin rimbog, til fordel for guitar, autotune eller Morten Breum-produktioner. I stedet har ham slået sig sammen med den absurd talentfulde sangerinde Fönix, og produceren Swab. Sidstnævnte har i undergrunden egentlig været ret produktiv, med flere udgivelser, både solo og i Bumsestilen-regi. Alligevel har han befundet sig lidt i det skjulte, og har dygtiggjort sig til et niveau, hvor jeg ikke kan komme på nogen dansk producer der pt. kan matche hans niveau.
Det sikre valg med denne konstellation havde været at lade Ham Den Lange stjæle showet, reducere Fönix til omkvædssangerinde og tøjle Swabs produktioner til en mere konform skabelon, men det har på intet måde været målet med gruppen, og som sådan er det heller ikke resultatet:
Pladen består af 10 stærke skæringer – no fillers – temaerne er gennemgående i det særdeles dystre hjørne, og produktionerne er skruet sammen med en tilbageskuen til noget ellers så ufashionabelt som trip-hop, uden at det ender op som en karikatur af en dårlig Portishead-tribute gruppe. På “Moderne Slave” med gæsteoptræden af rapperen Sawyer slås der for en kort bemærkning over i noget mere traditionelt hiphop, med et hårdtslående piano-beat. Dette nummer fungerer på pladen som et sidste vredt gisp efter vejret, og forsøg på at slå igen, mod tilværelsens og samtidens trøstesløse skærsild som fremragende udstilles især på “Ingen Udgang”, “Bag Dig” og “Dukke”. Ham Den Lange og Fönix holder et spejl op mod en omverden der præges af en menneskehed, hvor det enkelte individ står fanget som en tom skal uden sjæl, og jagter materielle goder, som reklamesøjlerne foregiver kan fylde denne tomhed. Dette over en genial lydkulisse af støvede trommer, manipulerede og dissekerede vokal-bidder og samplinger fra den danske filmskat.
Mit indtryk er heldigvis at gruppen faktisk har fået en del velfortjent opmærksomhed, om ikke andet så ihvertfald her i Århus, hvor det er længe siden der sidst har været noget lokalt musikalsk at begejstres over. Så en del af jer har nok allerede hørt musikken, men jeg kan altså kun anbefale jer at købe albummet, for det lader sig altså høre at der er tale om et album der nydes bedst i sin helhed fra start til slut, og altså fornægter Idiotsikkers “DNA” som vinyl-label sig altså ikke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar