Med forårets kommen om hjørnet står det hele jo snart i flotte farver, og det skal da hyldes og fejres, også her på bloggen. Så i den anledning vil jeg de næste par gange lave et par tema-posts med farver som den røde tråd, enten i kunstnernavn eller albumtitel.
Jeg starter ud med en bombe af en plade nemlig, Black Milks “No Poison, No Paradise”. De krakilske vil måske indvende at sort jo ikke er en farve, men dem kan jeg så trøste med at to plader er i en herlig lilla kulør, med en slags “cloudy” effekt, som nok er nemmere at se, end den er at forklare med ord. Pladens coverart er som mange nyere plader i en dyster tegneserie-inspireret stil, spækket med monstre og andre spøjse skabninger. Dette artwork fortsættes i samme stil på gatefoldens inderside, og hvor jeg faktisk finder det lidt sprælsk, har andre jeg har vist det til mere fundet det lidt uhyggeligt, så for mig er artworket perfekt; Godt album-art er nemlig for mig det artwork der tjener som et “conversation-piece” der fremkalder divergerende opfattelser. Med præsentation og indhold har vi sammenlagt det der for mig er 2013s absolut bedste album, navnligt fordi det kommer fra en kunstner der i flere år har vist små glimt af noget særligt, for endelig at forløse det store potentiale på et album som jeg utvivlsomt forventer, at kunne glædes ligeså meget over om 10 år, som jeg kan idag.
Black Milk er en kunstner jeg i mange år har holdt utroligt meget af, og holdt et utroligt interesseret øje på. Min beundring startede ikke fortrinsvis som lytter, men derimod da jeg selv gjorde mig som hobby-beatmaker; Tilbage i YouTubes spæde dage var der relativt langt mellem de videoklip, hvor man kunne aflure de skarpe beat-magikeres tricks, men en af dem der fandtes, var med en dengang ung Detroit-producer ved navn “Black Milk” der var én blandt mange nye spændende navne, i en bølge af unge amerikanske beatmakers der havde støvet forældrenes soul-plader af, og nu gav dem nyt liv, med J. Dilla som deres stilmæssige forbillede.
Ligesom Flying Lotus har Black Milk dog siden da brudt ud af boksen af Dilla-followers, og med mixtapet “Caltroit” fik Black Milk vist antydninger af sin egen signatur-lyd, som nok særligt var færdigstøbt da han udgav albummet “Random Axe” sammen med to hårdtslående undergrunds-darlings, nemlig den berømte og berygtede Sean Price, samt Stones Throw-rapperen Guilty Simpson, hvor særligt sidstnævnte, inden Random Axe-projektet, havde vist at han ikke var bleg for at arbejde med beatmakere der går lidt mere mod strømmen. Black Milk stod dog ikke alene for produktionerne, men også for en del vers på skiven, og her måtte man sige at han desværre kom til kort ved siden af de to hårdtslående rappere. “No Poison, No Paradise” er af denne grund en endnu større milepæl, da den for mig er det første album, hvor Black Milk for alvor viser at han er en rapper der i sig selv er interessant at høre på en hel plade, og ikke bare for produktionerne. Der hvor Black Milk særligt blomstrer er på storytelling-numrene, såsom “Codes and Cab Fares”, hvor han gæstes af den altid fantastiske Black Thought, uden at blive kørt helt af sporet som mange andre hurtigt ville blive. Endnu mere overbevisende er han dog på dobbelt-tracket “Sundays Best/Mondays Worst”. Dette dobbelt-track præges ligesom “Perfected On Puritan Ave” over det gennemgående tema, hvor der tilbageskues til teenageårenes opvækst i de amerikanske ghettoer, og ironiserer over hvordan så mange unge sorte mænd i ghettoerne gentagne gange ledes ned af syndens sti, til trods for den kristne kirkes dominerende tilstedeværelse i disse miljøer, helt ned til gadernes navne. Samtidig funderes der gennemgående på pladen over hvorfor nogle bliver låst på denne sti, og andre ikke gør, dette fra et første-persons perspektiv igennem den fiktive karakter “Sonny Jr.”. Disse introspektive efter-reflektioner må ses som svendestykket for “lillebror-generationen” til slut-80ernes og start-90ernes crack-sælgende gangsta-rappere; Man ser nu rappere som Black Milk og Kendrick Lamar tilsyneladende have et behov for at bearbejde hvilken effekt det havde på dem at vokse op i parallelsamfund, præget af en alt-eller-intet tankegang, hvor rap-musik eller basketball tilsyneladende var de eneste lovlydige veje til et liv med en værdig levestandard, uden gulvmoppe i hånden, slidte sko på fødderne og buskort i lommen, eksemplificeret særligt på “Money Bags (Paradise)”. Alt dette akkompagneres af et herligt misk-mask af lo-fi samples, hårdtslående live-trommer og summende synthesizere, afbrudt af små jazzede interludes som eksempelvis den fortryllende “Sonny Jr. (Dreams)”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar