INI – “Center of Attention”

Hiphop-produceren Pete Rock er i 1995 en mand der pænt sagt er godt kørende. Debut-albummet med rapperen CL Smooth, “Mecca and the Soul Brother”, har især takket være singlen “T.R.O.Y. (The Reminisce Over You)” høstet universel respekt fra både fagfæller og anmeldere, og den samme gode modtagelse tilfalder opfølgeren “The Main Ingredient”, der af James “J. Dilla” Yancey senere blev fremhævet som en stor inspirationskilde til Slum Village-producerens lyd. De to albums får ikke nogen voldsom kommerciel succes, men alligevel bliver gruppen, efter deres andet album, front-figurer i en Sprite reklame, og særligt Pete Rock bliver i stigende grad en populær mand.

Gruppen går efter andet album i opløsning, tilsyneladende går Pete Rocks perfektionistiske tilgang C.L. Smooth på nerverne, og Pete Rock er omvendt uforstående overfor at C.L. Smooth ikke udviser samme ambitions niveau. Til gengæld har den sikret PR beundrere andetsteds. Han er således en efterspurgt remixer, hvis genfortolkning ofte overgår originalen, og ingen dope rapper vil have et album uden de to P’er på production credits: Primo og Pete Rock. Herudover er han fast DJ på Hot 97-programmet “Future Flavas” sammen med legenden Marley Marl.

Han barsler dog også med sit eget projekt, nemlig gruppen INI, hvor han selv står for produktionerne, bortset fra et enkelt nummer produceret af broren Grap Luva, der også er rapper i INI. Indspilningerne kører herefter fra 1995 til 1996, hvor de støder på grund, kort inden den planlagte udgivelse. Indtil da har albummet mødt opbakning i vid udstrækning fra Elektras Dante Ross, som selv havde opdaget Pete Rock i sin tid som A&R. Ross var kommet op i branchen under Lyor Cohens og Russell Simmons’ vinger i Def Jam, og der var ingen tvivl om at Elektra under Ross var et sted hvor hiphoppen havde en særlig plads. Det fik en ende da Sylvia Rhone kom til som CEO. Dante Ross’ hold af kunstnere havde ikke den crossover-appel som det nye Elektra krævede; Rap uden sang på omkvædet var bandlyst, scratch var yt, og Pete Rock fik utvetydigt besked på at efterligne Puff Daddys lyd. Dette blev naturligvis taget ilde op, og ordren blev ikke efterkommet, som følge heraf blev “Center of Attention” altså syltet, men den nu legendariske “Fakin Jax” nåede dog at blive udgivet, og fik en del spins på Hot97, hvor Funkmaster Flex og Marley Marl hurtigt kastede deres kærlighed over den. Dette gjorde dog ikke indtryk på Sylvia Rhone, der konstaterede at den brede crossover til det hvide USA udeblev.

Herefter fulgte et mindre virvar af bootlegging, og det er i det store hele umuligt at spore langt de fleste af dem. Franske Rapster/BBE lavede den eneste bootleg som Pete Rock verificerbart har været inde over, den udkom i 2003. Inden da kom dog “den hvide” bootleg og “den sorte” bootleg, det er sidstnævnte, fra 1999, som jeg har fået fingrene i. Ganske plain i et anonymt sort cover gør den ikke det store væsen af sig rent visuelt. Som et kuriosum fremgår nummeret “Keep On” af tracklisten på den røde innerlabel – Lille problem: Dette nummer er ikke på denne bootleg 😀 Af andre små afvigelsen kan siges at “Grown Man Sport” er det sidste nummer på pladen, uagtet at tracklisten angiver det som #8; At følge med pladen vha. tracklisten er altså som sådan et håbløst projekt.

Albummets tracks er dog umiddelbart fint sammenhængende i rækkefølgen, med en mere “smooth” A-side, hvor B-siden har fokus på de mere jazzede piano-samples og groovy trommeprogrammering. Begge sider med den fantastiske filtrerede signaturlyd som rød tråd. Den fulde endelige og “rigtige” udgave som Pete Rock og INI tiltænkte den er dog ikke at finde på nogen af vinyl- eller cd-udgivelserne, heller ikke den “halv-officielle” fra BBE/Rapster, da Pete Rock i et interview siden har afsløret, at ingen af dem har de instrumental-interludes som skulle have bundet det hele endeligt sammen. Vil man høre det som det var tiltænkt må man derfor ty til internettet, og finde den leakede rip af test-pressen som muligvis stadig florerer på nettet. Det er uklart hvem der står bag leaken, men spekulationerne peger vist mod Pete Rocks mangeårige trofaste engineer Jamie Staub. Nårh ja, og angiveligt skulle albummet sådan set overhovedet ikke hedde “Center of Attention”, men derimod skulle det have været navngivet efter det Morricone’esque åbningstrack “Life i Live”.

Jeg vil ikke lyve og sige man ikke kan høre der er tale om en “ufærdig” udgivelse, for albummet er jo givetvis stykket sammen af tracks der ikke allesammen har færdiggjort den fulde mix- og master-proces, men hvad angår det rent musikalske og lyriske synes jeg stadig man som lytter har stor glæde af albummet. Så kan man jo sidde og nikke med nakken, mens man undrer sig over hvordan man kunne sylte et album, der sætter tydelige spor helt op til grupper som Slum Village og Little Brother.