Jack White – “Lazaretto”

Jack White – “Lazaretto”

Forleden dag stak mig og min ven Nils hovederne sammen som interesseforbundne parter. Jeg har nemlig længe gerne villet høre Jack Whites “Lazaretto”-vinyl, men har ikke fået taget mig sammen til at købe den. Det havde min ven derimod, men han var så modsat i den træls situation, at han pt. ikke havde nogen pladespiller. Således skriver jeg undtagelsesvis en omtale af en plade jeg rent faktisk ikke ejer, men det er jeg ganske sikker på at jeg kommer til!

Plader skiller sig nemlig ud fra de fleste nyudgivelser på utroligt mange måder, både i udformning og lyd. På den måde minder den meget om manden i rillerne, han er i særdeleshed heller ikke som folk er flest, dette gælder også når det kommer til at indspille. White dyrker i utrolig grad rørforstærkere, spolebånd, vinylplader og i det hele taget “all things vintage” når det kommer til lyd. Dette er der nu mange der hævder at gøre, men med Jack White virker det sgu oprigtigt, og det gør det fordi handling snakker højere end ord; Man kan helt åbenlyst høre at han praktiserer hvad han prædiker når der indspilles. Først om fremmest er der ikke tale om et tidstypisk “loudness war”-mix og master. Jeg lyttede samme aften til mit 1975-optryk af Bob Dylans “Blood On The Tracks” og dynamikmæssigt ligger “Lazaretto” mere tæt op af den, end den gør på Mac Demarcos “2” som vi også lyttede til samme aften. Særligt for trommerne betyder det at de får ufatteligt meget mere luft i lyden, og særligt stortrommen får ikke den kunstige hårdhed man desværre efterhånden er vant til på ny musik.

Et andet sted hvor pladen skiller sig ud bemærkedes fra nålen blev sat ned, for side ét starter nemlig baglæns. Således skulle nålen altså sættes på ved det der normalt ville være sidens slutning, og der åbnes her med rocknummeret “Three Women” der faldt meget godt i tråd med min idé om hvordan et Jack White-nummer lyder. Godt og solidt, men heller ingen overraskelser. Samme stil fortsættes på titel-tracket, der dog er lidt mere vovet med noget synth-leg der umiddelbart ledte mine tanker lidt hen på Beck, men så altså pludselig bryder ud i noget mere prog’et inden det gudhjælpemig morpher over i noget country-inspireret og tilbage igen. Nu sker der sgu noget! Det er som om slutningen på titel-tracket er et startskud for hvad der skal ske for resten af pladen, for herefter er det altså det altså sådan en “prog-country”-stil der køres resten af tracket i større og mindre grad. Side A slutter af med pladens klare højdepunkt “High Ball Stepper”, et instrumental-track, der bedst kan beskrives som Ennio Morricone møder filmen “Fight Club” i en Chevy Camaro!

I ydersporet af side A er der lavet et kuriosum mere, i form af et loop af guitarstøj i en uendelig rille. Ikke videre brugbart eller lytteværdigt, men det er da meget sjovt at man har lavet sådan en lille detalje. Uendeligt spor er der forøvrigt også i slutningen af side B, her er det så kragelyde vi får fornøjelsen af i stedet. Ja… Hvorfor ikke… Der er på pladens inner-label faktisk også skjulte numre, på begge sider, men disse kan jeg desværre ikke anmelde. Dette skyldes at armen på min Technics SL-BD22 simpelthen automatisk løftes tilbage på pladen når den når der ind omkring. Ærgeligt ærgeligt.

Side B starter fra “den rigtige” ende, og country-inspirationen er stadig intakt, men det er her mere en blues-rocket tone det kombineres med, fremfor det distortede og prog’ede på side A. Den blues-rockede lyd giver for mig personligt nogle herlige “Rolling Stones”-associationer særligt på “Entitlement”.

Jack White er som sådan en kunstner jeg har hørt en del numre af, men aldrig en jeg har dyrket det helt store. Alt andet lige synes jeg White må have ros for denne plade, som jeg så klart vil anbefale til enhver samling. Først og fremmest ros for at kredse sådan for vinyl-mediet med et knaldgodt mix. Dernæst for at bruge tid på at lave et utal af små easter-eggs som kun vinyl-køberne får fornøjelsen af (disse kan du se opsummeret i videoen nederst). Slutteligt for at gøre country-lyden spiselig selv for mig. Jeg har virkelig aldrig været pjattet med genren, og generelt tænkt det som noget der bare kun er lavet til Amerikanske ører, men J.W. formår mod alle odds at gøre det spiseligt for mig.

Som jeg nævnte er der en masse små easter-eggs, dette kalder Third Man Records lidt corny for en “ULTRA LP” . Men corny eller ej, så prøv at check videoen forneden hvis du vil se hvad det går ud på.