Stan Getz & Joao Gilberto – “Getz/Gilberto”

Stan Getz & Joao Gilberto – “Getz/Gilberto”

Ordet “Bossanova” har nok en lidt spøjs klang i manges ører. Det smager lidt af elevatormusik og  Casio-keyboard, gør det ikke? Som sådan er det synd og skam, for da denne afstikker af jazz-musikken kom til de koldere bredde-grader, og op igennem 60erne blev utroligt populær, var der tale om et milespring af den art der går årtier imellem. Hvordan jazzen på tidspunktet i nogle øjne lidt var i et desperat dødvande, hvor alle famlede ufokuseret for at overgå hinanden i forcerede avant-garde krumspring, nævner Getz da også selv i sine liner-notes. Der var efter Getz måske mindre beskedne udlægning tale om et tiltrængt friskt pust. Men som det kan gå med de store nyskabelser, kan de til tider være så betagende og dragende for musikere og lyttere, at brænder skarpt men kort, og på den måde sejrer sig ihjel. Om skæbnen har været retfærdig eller ej er svært at sige, men det må konstateres, at hvor jazz-musikken overordnet har overlevet, så er det vel nok gået lidt mere trægt for bossa novaen. Den engelske oversættelse af “bossa nova” skulle angiveligt være “new trend”, og man kan på den måde måske sige at genrens brug af ordet “trend” som sådan blev en selvforskyldt forbandelse. For ordet “trend” er jo som bekendt i sin natur betegnende for noget midlertidigt og flygtigt.

Vistnok var det Dizzy Gillespie der på en turne i Sydamerika var den første af jazzens store der tog den samba-inspirerede variant af jazzen til sig, så det har måske føltes lidt uretfærdigt, at det blev Stan Getz der stod tilbage i de flestes tanker, som manden der introducerede den nye brasilianske musik til det amerikanske publikum. Og for at føje spot til skade er det vel nok også Getzs fortolkning af “Desafinado” der blev den første kendte bossanova-melodi fremført af en amerikaner, til trods for at Dizzys gruppe ellers havde fremført den 6 måneder før Getz skar sin fortolkning, men mere om den senere. Når alt dette er sagt under man Getz hans eftermæle alligevel. Tag ikke fejl. For når “Getz/Gilberto” står tilbage som en af de ikoniske og genreskabende plader i musikhistorien, må det hvorom alt er anerkendes, at den slags ikke er noget man kommer sovende til. Mit mantra i mit virke med denne blog har alle tider været at formidle en positiv tilgang og en begejstring for vinylmediet og for de albums jeg omtaler. Når jeg bruger ordet “omtaler” fremfor “anmeldelser”, er det en understregning af, at jeg ikke skrive om albums jeg ikke elsker. Som sådan er det forudgående altså ikke at se som kritik, men blot som en kontekst, inden jeg begiver mig ud i at omtale den plade, der i mine øjne er den suverænt bedste “begynderplade” for den nye jazz-lytter, kun matchet af Miles Davis’ “Kind of Blue”.

Den “Verve”-udgivede klassiker er allerede inden den kommer på pladespilleren et markant indtryk. For coverbilledet af Olga Albizu er vel nok blandt de absolut mest genkendelige pladecovers i den genre. Den slags som man kan pege ud, selvom man måske aldrig har hørt pladen. Ligeså ikonisk åbner musikken fra første rille, nemlig med den fantastiske “The Girl From Ipanema”. Blidt lures man ind af Joao Gilbertos blide guitarspil og dybe, men rolige stemme, let akkompagneret af komponisten Antonio Carlos Jobims klaverspil. Lidt specielt skifter sangen sprog, da Astrud Gilbertos nænsomme, men utroligt nærværende stemme slår sangen over i det engelske, inden Stan Getz til slut spiller sin tenor-variation over sangens tema.

En del af pladens success består, foruden at sangene er helt fantastiske, at man har opbygget pladens rækkefølge på en måde, der bør være reference for ethvert album. For hvordan følger man dog op på en klassiker som “The Girl From Ipanema”? Ja man følger da selvfølgelig op med “Doralice”, hvad ellers skulle man gøre? Denne legende og livsglade sang er en af kun to sange der ikke har haft pianisten Jobims pen inde over kompositionen, den anden følger straks efter på “Para Machuchar Meu Curacao”. Og således når vi til den der startede det hele: “Desafinado”. Som nævnt var dette ikke den første amerikanske fortolkning af sangen, men det var faktisk heller ikke Stan Getz første fortolkning. Inden “Getz/Gilberto” havde Stan Getz allerede haft succes af en indspilning af “Desafinado” sammen med Charlie Byrd på albummet “Jazz Samba” – Denne plade var forøvrigt også med coverbillede af Olga Albizu og udgivet på Verve. Alt andet lige må det dog siges at den første fortolkning var en mere rigid og knap så “følt” fortolkning som det smukke værk Getz frembragte med sin nye brasilianske kvartet-konstellation.

Side B starter ligesom side A med ét af de to numre med Astrud Gilbertos hypnotiserende og fortryllende sang. “Quiet nights of quiet stars, quiet chords from my guitar…” lyder det over et par klaveranslag og så ellers intet andet, inden Getz tager over med en uforlignelig nerve. At Astrud skulle bidrage til pladen lå som et kuriosum faktisk slet ikke i kortene. Det havde fra produceren Creed Taylor været et ønske på “The Girl From Ipanema”, at der også skulle synges lidt på engelsk, af hensyn til pladens chancer hos det amerikanske publikum. Joao Gilberto kunne ikke et ord engelsk på tidspunktet, og således gav det en uventet udfordring, ligeså uventet som løsningen. Hustruen Astrud stod nemlig under indspilningerne af skiven og sang stille med på Joaos sang-stykker, og til trods for at hun ingen musikalsk skoling havde stod det hurtigt klart, at hun var løsningen på sprog-muren, da hun imodsætning til Joao faktisk talte lidt engelsk. Således banede det altså vejen for at de to åbningsnumre blev indspillet med den fantastiske kvindevokal som pladen ikke havde været den samme uden. Og tak skæbne for det. “Corcovado “står for mig som et af de smukkeste og mest nærværende eksempler på vokal-jazz ikke bare på pladen, men i genren i det hele taget.  Opskriften på B-siden synes i øvrigt lidt at være den samme som A-siden: Et brag af en åbner, fulgt op af et lidt mere “legende” nummer, på B-siden er dette i form af “So Danco Samba”. Herefter brydes det mønster jeg troede jeg så dog også, da Stan Getz og Joao Gilberto derefter slår en lidt mere længselsfuld og blå tone an, på “O Grande Amor”. Med en sådan titel bliver det da vist heller ikke mere melodramatisk, hva? Men den gør hvad den siger, for Getz indledende stykke er nu nok det nærmeste man kommer på at bogstaveligt krænge hjertet ud gennem saxofonen. Omend pladen ikke lader sig dissekere i enkelt numre udenfor helheden, så vil jeg da med pistolen for panden godt indrømme at “O Grande Amor” er min favorit på pladen. Foruden Getzs malende tenor, så også fordi Antonio Jobim i dette sentimentale hjørne endelig får lov at udfolde sig lidt, og dette med en varme og en nænsomhed som jeg nu engang kun rigtigt har hørt fanget på vinyl. Efter dette højdepunkt får pladen lov til at tone roligt ud i “Vivo Sonhando”. Herved er man således ved vejs ende i 8 numres musikhistorie, der desværre som nævnt i indledningen efter en bragende succes fik sin ende. Joao Gilberto havde angiveligt haft det anstrengt med hustruen Astrud der uventet havde taget hans rampelys, og konstellationen af Astrud Gilberto, Joao Gilberto, Stan Getz og Antonio Carlos Jobim skulle herefter ikke lave flere plader sammen, omend deres veje senere krydsedes enkeltvis: Efter live-pladen “Getz/Gilberto #2” blev Joao og Astrud skilt, og kort efter dette dannede Stan Getz og Astrud Gilberto partnerskab, både musikalsk og romantisk. Dette fik dog måske ikke helt uventet en ende, med Stan Getz væsen in mente; Efter Astrud Gilbertos opfattelse havde Stan Getz i deres musikalske partnerskab udnyttet hendes manglende erfaring i branchen, og som følge heraf fået hende på en kontrakt der for hende ikke var økonomisk fair. Det sidste spor efter “Getz/Gilberto” kom da Stan Getz og Joao i 1976 indspillede “The Best of Two Worlds” med Gilbertos nye hustru på vokalerne, men tiden var på dette tidspunkt en anden, og det samme var altså interessen for bossa nova-genren.