Det er med stor glæde, at jeg har fået mulighed for et lille mini-interview med Jesper Nyboe Nielsen – bedst kendt bare som “Nyboe”- og folk med lidt kendskab til dansk hiphop vil utvivlsomt forstå hvorfor: Jesper er om nogen “Mr. Hiphop-på-vinyl” på disse kanter. 

Listen af projekter ved musikken som han har været indeover er utroligt mange, faktisk så mange at det også for ham selv er lidt svært at finde et sted at begynde den efterhånden lange historie. Skal han alligevel vælge et sted at plante nålen, så fremhæver han selv websitet “Undergrunden.dk”, der var en platform hvor danske rappere kunne udgive deres numre, tilbage i en tid hvor de mulige outlets for den slags var en del færre. Her var han skribent og anmelder på sitet, og det var i første omgang det han var mest kendt for. Herudover var hans hjemmestudie også i en periode lidt et tilløbsstykke, da det heller var hvermandseje på daværende tidspunkt, som det er idag, og samtidig begyndte han at gøre sig som DJ, sidstnævnte har han holdt fast i. Med alt dette in mente skulle man tro at manden har haft rigeligt at se til, men Nyboe befinder sig ikke så godt med at sidde på sin flade alt for længe, så han har undervejs også fundet tid til at stifte pladeselskabet “Idiotsikker Records”.

Pladeselskabet er nok det projekt jeg kendte mest til på forhånd, så det var i første omgang det jeg var nysgerrig omkring, mere specifikt omkring selskabets helt særlige forhold til vinylmediet, Nyboe fortæller herom:

“Det handler vel i høj grad om det fundament Idiotsikker blev skabt på. Jeg havde været involveret i Haven Morgans EP ”Et lille eventyr”, havde indspillet flere demoer og rådgivet en masse på det og da EP’en skulle udkomme i 2006 ville det oprindelige selskab der udgav det kun udgive det på CD. 

Vi synes i crewet at det skulle udkomme på vinyl og derfor skabte vi Idiotsikker Records med det formål at udgive Haven Morgan på vinyl. Vi fik grafikeren Bargo til at lave visuel identitet og fik lavet 200 nummererede vinyler med ‘Et lille eventyr'”.

Efterfølgende fortæller Nyboe, at man i samarbejde med ArtPeople stod for vinyl-udgivelsen af Jødens plade “Monkeyjuice”. Idiotsikker kastede sig efter dette ud i to yderligere vinyludgivelser , nemlig Negash Alis “Asmarino” og Ham Den Langes soloplade “Carpe Diem My Ass”, da disse to kunstnere heller ikke kunne få opbakning til at udgive deres debut-albums på vinyl.  Netop de to udgivelser blev dog en bitter erfaring for Århus-selskabet, der medførte en efterfølgende tilbageholdenhed med at trykke vinyl-udgaver af andres udgivelser: “… i de sidste mange år har vi fokuseret på egne udgivelser og der har ikke rigtig været overskud til det, da vedkommende der skulle finansiere Ham Den Lange og Negash Ali gik under jorden uden at betale og efterlod os andre med regningen.”.

Netop at en vinyludgivelse er en omkostelig affære er ifølge Nyboe den lidt mindre fede side af at udgive på dét medie. En masterplade til et optryk er så dyr, at de fleste trykkerier har et minimumsoplag før de vil tage ordren, og dette er svært at balancere med Idiotsikkers grundfilosofi om at deres udgivelser ikke skal koste spidsen af en jetjager. Adspurgt er Nyboe lidt tilbageholdende med at fremhæve én bestemt plade som den han er mest stolt af, men der er da et par stykker der har en særlig plads:

“På en måde er det nok den første Haven Morgan EP, men jeg er også utrolig stolt af K-liirs ”Under den elektriske stjernehimmel”, der var ret nyskabende i sammensmeltningen mellem elektronisk og hiphop og meget stolt af hele Bumsestilen projektet.”

Nyboe påpeger at hiphop-genren ikke rigtig har haft den samme nedgang og efterfølgende genopstand i vinyl-sammenhæng som andre medier har haft. Den måde han mest har mærket opsvinget i vinyl-salget har således været ved at trykkeriernes ordrebøger efterhånden er så fyldte, at minimumsoplagene er blevet hævet, og mindre selskaber må pænt vente bag i køen på trykkerierne. Når han skal forklare hvorfor hiphop-genren lidt stikker udenfor hvad angår vinyl-bølgen ligger forklaringen i DJ-kulturen, både når det gælder hvorfor vinyl-udgivelserne aldrig decideret døde, men omvendt også hvorfor comebacket lidt er udeblevet:

“…Hiphop har desværre ikke som sådan oplevet den store vækst på det som mange andre genrer har, da vinyl har været ret normalt op gennem årtusindet pga. DJ’s, men de bruger nu oftere Serato og lignende og køber derfor ikke alt vinyl automatisk. Men der er en meget dedikeret kerne, som digger vinyl indenfor hiphop og vi håber selvfølgelig altid at de er nede med vores udgivelser.”

Selv sværger Nyboe til et klassisk Technics-setup med direct-drive klassikerne SL-1200mkII og SL-1200TLD, begge med Q-Bert pickups fra danske Ortofon, disse to koblet gennem en SH-DJ1200 analog mixer. Skal han anbefale en pladespiller til en ny vinylsamler tøver han da heller ikke med at anbefale Technics SL1200 eller SL1210 med en Rane-mixer, og fremhæver navnligt deres fænomenale byggekvalitet. Som tidligere ejer af en ældre Technics-pladespiller kan jeg kun nikke genkendende til dette – De er slet og ret bygget som kampvogne af granit. Han fremhæver taktiltieten som det helt særlige ved at spinne vinyl; Pladespilleren bliver DJens “instrument” som han siger, og som sådan synes han ikke der er meget DJ over de der mixer med laptop og digitalt automatiseret støtte, omend han anerkender at eksempelvis Serato-setups også giver plads til reelt DJ-håndværk, fsv. de automatiske hjælpemidler ikke benyttes.

Hans vinylsamling har efter eget udsagn først for alvor taget fart på et senere tidspunkt end man måske skulle tro. Dette skyldtes at hans barndomshjem var præget af et forældrepar der lidt var “first-movers” hvad angik den digitale teknologi. Således var Michael Jacksons “Dangerous” den første og sidste plade han købte for egne penge, indtil han igen begyndte at købe vinyler efter årtusindeskiftet.

Generelt er Nyboe meget selektiv med hvilke vinyler han smider penge efter, og fejlkøbene har dog heldigvis været få, men særligt to ærger han sig over: Xzibits “Man vs Machine” og Cages “Hell’s Winter” – Førstnævnte navnligt da Nyboe og flere af vennerne havde forudbestilt albummet fra USA, for blot at konstatere at det var alt andet end mindeværdigt. Sidstnævnte pga. de tvivlsomme produktioner på albummet (Man skal ikke have diskuteret produceren “El-P” særligt længe, for at finde ud af at hans produktioner ikke har nogen fremtrædende plads i Jesper Nyboes hjerte).

Adspurgt om en plade i den modsatte grøft, altså en plade han ærger sig over ikke længere at eje, nævner han meget forståeligt Main Sources “Breaking Atoms” fra 1991, en produktionsmæssigt banebrydende plade, men nok særligt kendt som albummet med Nas’ pladedebut på nummeret “Live At The BBQ”. Pladen udgik af hans samling i forbindelse med en byttehandel, da han en årgang var særdeles glad for producer-rapperen Necro og derfor byttede sit eksemplar af “Breaking Atoms” for Necros “I Need Drugs” der længe havde stået på ønskesedlen, men vist sig besværligt at opdrive.

Når der skal vælges plader er det musikken der er i højsædet, og han dyrker ikke så meget det visuelle, men adspurgt om der er visse labels han synes gør noget bemærkelsesværdigt med deres vinyludgivelser, vil han blandt de udenlandske labels godt fremhæve de tidlige udgivelser af Lex Records såvel som Rhymesayers. Af de danske labels mener han at særligt Run for Cover gør det godt. Personligt er en stor del af hans favoritplader simple “white labels” med et sticker på coveret, og her fremhæver han RFC da deres udgivelser er white labels, men tilgengæld altid har et håndlavet cover som et unikt twist.

Som afslutning på interviewet valgte jeg at spørge Nyboe, om der var et spørgsmål jeg manglede at stille ham, og til dette mente han, at jeg passende kunne have spurgt hvilken udgivelse der ærger ham mest over aldrig er kommet på vinyl, samt hvilken vinyl han allermest ønskede han havde i samlingen, hvortil han svarer:

“Den første må på dansk være en af de følgende tre. Supardejen – Intelligens Uden Konsistens, Rent Mel I Posen – Langt Om Længe og Den Gale Pose – Mod Rov. Samtidig er det måske også de tre bedste danske hiphopalbums nogensinde. Eller i hvert fald top 5!

For nyligt ærger det mig at Qwel & Maker – Beautiful Raw aldrig udkom fuldt på vinyl, kun som en EP.”

“Til det andet vil det være hhv. Dead Prez – Let’s Get Free og Binary Star – Masters Of The Universe, der begge er to af mine yndlingsalbum og på dansk uden sammenligning ”Drop Dead: Hip Hop Til Folket” og så en af de få ”Flere Ho’s” med DGP der eftersigende skulle være trykt nogle få af. Meget få.

Cunninlynguists – A Piece Of Strange ville have toppet den anden liste, men er nu trykt på vinyl sidste år, men desværre sad de fast i tolden, da de spillede i Aarhus, så fik aldrig fat i et eksemplar og det er min absolutte yndlingsgruppe, så er også et jeg virkelig mangler, især når jeg har alle de andre.”