Jeg har længe gerne villet skrive et stykke om Kamasi Washingtons “The Epic”, men det tog nogle grublerier over hvordan det nu bedst skulle gribes an. For selvom musikken på sin vis er meget tilgængelig, så er opgaven med at beskrive den så absolut en større udfordring end jeg lige troede. Den formel jeg dog er endt op på, er at dele anmeldelsen op i tre dele. For mens de spam-ansvarlige på pladeselskaberne fandme snart sagt hævder at alt de skider ud er “et episk koncept album” eller “den nye Sgt. Pepper” (om det så er en Taylor Swift-plade vi reelt snakker om), så er titlen “The Epic” lige i dét her tilfælde både velvalgt og beskrivende: Vi snakker tre plader med næsten tre timers jazzmusik i flere stilarter – Så mildest sagt en stor mundfuld at skulle fordøje.
Det er første gang i min egen levetid, at jeg kan huske et jazz-album der decideret har været “hypet” forud for udgivelse. Projektet har været ekstremt ambitiøst, og man har derfor holdt vejret om Washington ville brække nakken på det. Særligt når man tager den voldsomme orkestrering in mente. Pladesættets første volume “The Plan” starter nemlig ud med et 30-mands orkester i fuld flor, og her starter min mistanke som regel. Når en hypet musiker i 2015 føres frem på de ekstremt store ressourcer han har haft til rådighed ift. orkestrering, så får jeg pr. refleks nervøse trækninger og begynder f.eks. at tænke på Kanye Wests sygeligt overvurderede “My Beautiful Dark Twisted Fantasy”, hvor man desværre fik vist hvordan det er muligt at få ekstremt lidt ud af ekstremt meget, og ende op med, pardon my french, lort på stylter. Problemet er dog ved nærmere eftertanke ikke så overhængende, for Kamasi Washington ved grundlæggende hvad han laver. Hvor et orkester i hænderne på en ukyndig pop-dille af en musiker er som at give et spædbarn en pistol, så er det ganske enkelt bare et godt værktøj i hænderne på den kvalificerede komponist. Og det er hvad Kamasi Washington er.
Kamasi Washington er fra Inglewood i South Central-området i Los Angeles, og når pladen er udgivet på Flying Lotus’ Brainfeeder-label ville det billigste trick i verden være at spille på hiphop-vinklen i udarbejdelsen og markedsføringen af albummet. Det har man heldigvis ikke gjort, og som sådan er den vinkel egentlig uinteressant. Det er et jazz-album, og det er hvad det fremstår som, færdig slut. Indpakningen er fængende flot, og med coverets kosmiske-tema får man antydningen af at de tre plader i ikke ubetydelig grad er en homage til “spiritual jazz”-forgreningen. Men spiritualiteten i pladen skal vise sig ikke så meget at være en østlig spiritualitet ala McLaughlin eller Alice Coltrane, som det er en afroamerikansk sydstatskirkelig gospel-spiritualitet – Som sådan er coveret med planeter og stjerner på sin vis lidt en snyder. Bortset fra det synes jeg mig bestemt ikke snydt. De tre plader kommer i en fin og solid kasette der indkapsler alle tre volumes, og det giver lidt en følelse af noget lidt særligt, når man står med sættet i hånden. Vender man kassetten om på bagsiden, er denne holdt ekstremt clean, med trackliste i hvide blokbogstaver på sort baggrund, med to sektioner indkapslet af tynde hvide linjer. På toppen figurerer et sort-hvid foto af albummets core-band “The Next Step” sammen med Washington selv, på sort baggrund. Pænt og simpelt, og en velvalgt kontrast til det lidt vildere front-cover.
Når man så ellers er færdig med at beundre et artwork som jeg bestemt synes er over gennemsnittet, så kan man jo sætte nålen i rillen, og så ellers blive blæst væk. Det gjorde jeg ihvertfald:
På “Change of the Guard” startes der glimrende ud med et slagkraftigt åbningstema der helt sikkert vil gøre elskere af John Coltranes “Blue Train” varme om hjertet. Min næste overvejelse er dernæst at nævne at Washington er klart inspireret af selvsamme Coltrane i sin voldsomme insisteren, men dels er det lidt en moot point: Vis mig en tenor-saxofonist der IKKE er inspireret af Coltrane, og så skal jeg vise dig en enhjørning – Kamasi Washington er på første plade en virtuos kamæleon der straks bryder ud i en Sonny Rollins-agtig one-note frase med maskingeværagtig-hast, lige bedst som man troede man havde sat ham i en kasse. Hvad angår orkesteret, så forstår Kamasi Washington virkelig at “Less is More”, så fremfor at sovse åbningsnummeret, eller de to andre orkestrerede numre “The Next Step” og “Askim” ind i kor og strygere, så bruger han dem med måde, og nærmest sniger dem af og på under vejs, således at det stadig er “kernebandet” af bas, klaver, strygere og saxofon der bærer værket. Til tider listes der endda et par bars af en synthesizer ind, med så tilpas subtilitet at Flying Lotus/Thundercat-kendere vil mærke en genkendelsens glæde, men måske ikke i første omgang sætter finger på lige præcis hvad der gav den der “hov, vent…”-fornemmelse.
Og skal vi lige dvæle ved keyboard-spillet, den på pladen foreståes af Brandon Coleman, så må jeg særligt bide mærke i “The Next Step”, hvor Colemans orgelsoloer virkelig er en fryd for øret, faktisk i en grad hvor Kamasi Washington glider lidt i baggrunden. I Colemans treenighed med Ryan Porters trombone og Igmar Thomas’ trompet svinger dette nummer mellem det blærede og noget utroligt smukt, på kanten til det melankolske uden dog helt at tippe derover.
Efter dette tager pladen lidt fusen på lytteren, med volume 1s afslutning “Askim”, der bryder med de forudgående tre numre og starter ud i noget der nærmest ligger et sted i retningen af noget salsa og soul, og her fornægter det sig ikke at percussionisten på nummeret har spillet med både Carlos Santana og Quincy Jones. Herefter slåes der tilbage i en variation over kor-temaet fra åbningsnummeret, og således slåes der en smuk krølle på volume 1, mens nummeret nærmest slår ud i noget der lyder som et kærestebrev til Coltranes “A Love Supreme”, inden Leon Mobleys vilde percussion sender nummeret tilbage i det feel som det startede med. Og således når Kamasi Washingtons “The Plan” til ende, og ligeledes gør min omtale af pladen. Men hermed er det sidste ord om “The Epic” ikke sagt, for jeg vender tilbage med anden del af tre, hvor jeg tager et lyt på volume 2 “The Glorious Tale”. Jeg kan med sikkerhed sige at det først bliver i 2016, men vil dog godt love at i ikke skal vente så længe til næste indlæg, som i har gjort inden dette.
I ønskes allesammen en god jul og et godt nytår, og jeg håber naturligvis at nogen af de plader jeg har omtalt her på bloggen finder vej til jeres respektive juletræer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar