Idiotsikker Records får much love herfra for tiden, og det er absolut ikke ufortjent:
For det første fordi de som vinylcentrisk label har de satset på mediet helt tilbage fra en tid hvor vinyl ikke var på mode. Som bekendt er Idiotsikker tværtimod udsprunget af lokale hiphop-heads kvaler med at få udgivet vinyler i en tid hvor det ikke var på mode.
For det andet fordi de med deres to seneste vinyler har præsenteret en visuel præsentation som normalt ikke ses i den prisklasse deres udgivelser ligger i. Den første af disse har jeg allerede skamrost, nemlig Manus Nigra-debut’en “Blind Vej”. Nu har jeg så fået glæden af at tilføje den anden til samlingen, nemlig “Panorama Playground” af Swab af Manus Nigra- og Bumsestilen-fame.
Oprindeligt skulle både “Blind Vej” og “Panorama Playground” have været ude på Record Store Day, hvilket muligvis er forklaringen bag at Idiotsikker gav den en ekstra skalle med farvede vinyler på de to udgivelser, men som både en velsignelse og forbandelse er 2015 jo blevet vinylpladens år, og det har givet betragtelige kvaler for de små uafhængige labels, da de store ordrer kommer øverst i bunken. Således var meldingen først at “Blind Vej” ikke ville nå at blive udgivet på RSD, men i sidste øjeblik vendte det sig på en tallerken, og i stedet blev “Panorama Playground” forsinket. Men nu er den altså ude, og det første jeg bider mærke i er at den står umådeligt flot. De to hvide vinyler er pakket ind i et cover designet af Jess Lykkegaard, der blandt andet har lavet coverart til “Røgalarm”.
Coverarten er ret kuriøs, hvis man nærstuderer enkeltdelene. Midt i det hele pryder hovedet af en brun bjørn, dette har jeg lidt studset over ikke er en isbjørn, når nu pladen er hvid, men det siger så måske mere om mig. Dette frygtindgydende bæst er omkrænset at skarpskårne rette linjer, og nærstuderer man hjørnerne kan man se at disse linjer indkapsler en række små skitserier i tegneseriestribe-stil. Når jeg beskriver det med ord lyder det jo umiddelbart usammenhængende, men et billede siger jo mere end tusind ord, og billederne taler sit tydelige sprog: Det her er et skideflot cover, som let genkendes selv på lang afstand.
Coverets skarpe og hårde linjer giver mig lidt associationer til filmposteren fra filmen “Gatsby”, dette er formentlig helt utilsigtet, men filmassociationer er generelt noget der har været gennemgående for min oplevelse af albummet:
Swab har på pladen formået at vriste sig rigtigt godt fri af den udtraskede formular af vers og omkvæd, og i stedet har han i arrangementerne ramt noget der for mig virkelig skriger “filmmusik” i den bedste forstand. Igen har jeg ingen anelse om det er tilsigtet, men hvis det er så må jeg absolut rose denne tilgang.
Hvis en lyd kan være dystopisk så er “Panorama Playground” et fremragende bud på dette. Startnummeret “Listen Up!” starter ud med en gang cuts og breaks der nærmest er en karikatur af hiphop, og sådan bliver man ligeså stille listet ind, indtil man halvvejs inde i nummeret pludselig finder sig selv midt i en WTF-oplevelse af at genretæppet er blevet hevet væk under en, og man er uforvarende drættet ned i kaninhullet.
Herefter befinder vi os mestendels midt i noget der kunne være tempo-fyldte scores til en højt pacet actionthriller, denne lyd er for mig eksemplificeret ved”A Killer In My Dreams” og “This Sad World”. Omend det stadig holdes i de lidt sombre toner ligesom “Manus Nigra”-albummet, så ophører lighederne i øvrigt i det væsentlige her. Der er sådan set masser af vokal-bidrag på pladen, de er dog mere fragmenteret spredt som dele af lydfladen, snarere end i hovedsædet som på “Blind Vej”. Dette betyder dog ikke at det er et cast af ligegyldige statister der er fundet. Tværtimod synes jeg vokalisterne allesammen udemærker sig ved alle at bære en enorm karakter i sig. Måske mit filmmusik-prædikat vil skræmme enkelte af jer lige umiddelbart, og i tænker måske det lyder lidt rigeligt tunget. Men jeg vil dertil understrege at albummet stadig er sammensat med variation og dynamik, og eksempelvis et mesterligt nummer som “Don’t Forget The Song” formår på mesterlige vis at levere en højtflyvende og luftig lyd, men på samme tid stadig passe i sammenhængen. Generelt tager albummet en rejse hen imod denne lyd efterhånden som man kommer igennem tracket. Selvom synth og breaks stadig er det dominerende, så bliver det gradvist mere upbeat med numre som “Breath (Swab Remix)” og det grindhouse-rockede “Music Machine”. Især det sidste nummer går rent hjem hos undertegnede, i alt sin syrede Gaslamp Killer-agtige herlighed, og skulle Swab vælge at udforske netop den musikalske retning nærmere på fremtidige projekter, så vil jeg absolut applaudere det.
På mange måder er det en skide utaknemmelig opgave, at skulle anmelde et album som “Panorama Playground”, dels fordi det er så uhyggeligt svært at sætte i en boks og en referenceramme med noget jeg har hørt før. Og dels fordi det er komponeret med en så stor opmærksomhed for detaljen, at det er svært at få det hele med i en omtale. Slutteligt fordi det er et album der med sin særlige tone lidt er i boks med f.eks. Scott Walkers “Scott” eller Miles Davis’ “Bitches Brew”, i den forstand at det stiller visse krav til lytterens opmærksomhed og sindtilstand; Og sidstnævnte er så måske netop hvad der skiller et godt album fra et godt vinyl-album: At det netop er en to-vejs oplevelse, hvor lytteren også selv skal bringe noget til for at skabe sin oplevelse med det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar