Jeg er siden bloggen startede kommet i den lykkelige situation, at jeg har kunnet opgradere mit system ret væsentligt. Jeg har nu fået spillet det nye gear lidt til og mener mig klar til at skrive en omtale af det. Da det jo idag er Record Store Day, så fandt jeg det passende, at hive en lille Record Store Day ud fra hylden, til brug for min test af det nye setup, nemlig 2013-udgivelsen af live-pladen “Newport ’61” med John Coltrane.
Som nævnt i en tidligere post har jeg fået tilføjet en outboard RIAA-preamp til kæden. Min oplevelse med mit første stykke rør-gear var som bekendt en bragende succes, så da muligheden opstod valgte jeg at foretage at lade mit helt store ønske om en fuldblods rør-forstærker gå i opfyldelse. Ligesom med min RIAA blev bestillingen foretaget ved On9mart i Hong Kong, og ekspeditionen gik alt i alt ret smertefrit, udover at UPS var 14 dage om at sende toldopkrævningen. UPS var dog både hurtige og generelt medgørlige hvad angik toldekspeditionen, altså stik modsat min oplevelse med Post Danmark. Så turen fra Hong Kong til mit dørtrin blev klaret på 3 dage, hvorefter jeg modtog forstærker og rør pakket mere end forsvarligt ind. Det var naturligvis lidt nervepirrende at montere rørene i forstærkeren for en helt grøn rør-nybegynder, men rørene og deres slots var pædagogisk nummereret så man ikke kunne tage fejl, og straks var vi igang.
Indledningsvis havde jeg noget bøvl med min gamle Technics-pladespiller, så jeg testede i første omgang ikke med vinyl, men streaming, og her blev kilden så ellers udstillet på det groveste; Det skinnede igennem hvor tynd lyd kvalitet en gennemsnitlig Spotify-stream byder på. Jeg prøvede indledningsvist med Raekwons “Guillotine (Swordz)” som i forvejen er et lidt lo-fi mix, og måtte konstatere at mit favoritnummer pludseligt var ulytteligt. Det gav naturligvis en vis nervøsitet om hvorvidt rørene eller forstærkeren fejlede noget, men jeg fik da så endelig min Technics-pladespiller til at opføre sig ordentligt, og kunne herefter sammenligne med mit eksemplar af nummeret på vinyl, og konklusionen var ret entydig at lave:
Mit streaming abbonement blev prompte opsagt!
Rør-lyden har en fantastisk ærlighed, men det betyder altså at hvis din hoved lydkilde er din smartphone eller tablet, så er rør ikke det rette for dig. Derimod må jeg altså bare sige at der ikke er noget der komplimenterer en god vinylplade bedre end en rørforstærker. Og her har Yaqin med MS-13S altså virkelig “demokratiseret” god lyd for masserne. Rør-forstærkere fra USA så som Rogue Audio Cronos har en entry-pris på 15.000 kroner der for de fleste nybegyndere nok hurtigt tager pusten fra en, inklusive undertegnede. Så Yaqin MC13S er en gave sendt fra oven med sin pris på 633 USD og en rimelig overkommelig told på omkring 400-500 kr. med fri forsendelse.
Sammenlignet med min gamle forstærker er det der springer i ørerne på mig ved Yaqin’en at den har en fantastisk detaljegrad, og er ikke så overvægtet mod det bas-tunge som mange andre forstærkere er, men særligt til live indspilninger kommer den fantastisk til sin ret hvor intet instrument får lov at “drukne” et andet, den største wow-oplevelse har for mig nok været hvordan man på visse særligt god indspilninger kan høre plekter-anslag på guitar og lyden af musikerens finger der slider ned af streng-instrumenters bånd.
Det har været med lidt vedmod, at min Technics SL-BD22 er blevet pakket ned. Den gamle pladespiller havde en historie og en affektionsværdi, men efter at den som følge af opgradering af forstærker og RIAA-trin lidt var blevet mit anlægs svage led, og efter at drivværket havde sværere og sværere ved at holde et fast tempo, måtte jeg tage den svære beslutning, og indse at det var tid til en ny pladespiller.
Jeg havde haft undersøgt alle muligheder i et ret bredt spændende pris-niveau, og var lidt i et dilemma. Jeg ville ikke over de 4500 kroner, men omvendt ville jeg have noget der ikke bare var en “side-gradering” snarere end en “opgradering” sammenlignet med min god gamle Technics. Jeg havde længe stillet længselsfuldt på Pro-jects RPM 5.1, men prismæssigt var den uden for den ramme jeg kunne forsvare overfor mig selv som værende rimeligt, i betragtning af at jeg jo blot er en almindelig studerende. Lykkeligvis valgte den østrigske webshop Akustik Projekt at hold brandudsalg på Pro-ject pladespillere, hvorved den pludselig kom indenfor min prisramme og lidt under. Så pladespilleren blev bestilt, og jeg måtte sidde og vente som en lille barn op til jul. Jeg måtte ulykkeligvis vente en ekstra dag, da dørtelefonen i vores opgang i mellemtiden gik i stykker, og da GLS manden ringede på, kunne jeg således ikke høre dette, men det lykkedes da dagen efter at få kontakt til både vicevært og GLS, således kunne jeg modtage mit nye hjertebarn. Pladespilleren kom i et lille samlesæt, men med lidt hjælp fra bruganvisning og YouTube viste den sig ikke meget sværere at samle end et lille IKEA-sofabord. Pladespilleren har fået meget ros for sin byggekvalitet, og det er da klart det indtryk jeg også selv har af den. Man skal selvfølgelig ikke altid lade sig snyde, til at tro at alt der er tungt også er godt (den såkaldte “B&O-effekt), men når jeg ser hvor stabilt pladetallerkenen kører, så er jeg nu overbevist. Slutteligt må jeg rose Pro-ject for at lave den efter min mening absolut smukkeste pladespiller i sin klasse. Mest af alt dyrker jeg jo lyden, men omvendt så tilføjer det altså gevaldigt til glæden ved en god pladespiller, at den så samtidig æstetisk er så herlig med sin dråbe-formede plint, der samtidig også gør at den er noget nemmere at få placeret på min lille pladereol ved siden af min ret store rør-forstærker.
Til slut fik jeg monteret den medfølgende Ortofon 2M Red pickup på den meget roste “9CC” kulfiber-tonearm. Denne pickup kan jeg intet ondt sige om, efter hvad jeg har kunnet konstatere den står i som løssalg, og efter hvad jeg har læst om andre pladespillerens medfølgende pickups, så synes jeg Pro-ject har ramt plet. Nakskov-virksomheden Ortofon har med 2M Red lavet en rigtig dejligt afbalanceret pickup der klarer alt lige fra Jedi Mind Tricks til Father John Misty lige overbevisende. Skulle jeg vælge at forkæle min pladespilleren med en lidt finere pickup en dag, så vil Ortofon helt klart stå højt på listen af kandidater.
John Coltrane – “Newport ’61”
Denne plade var jeg så heldig at få fingrene i, da den fantastiske Stardust Records & Cafe i Århus ulykkeligvis lukkede. Pladen er en liveoptagelse med fire numre fra John Coltranes Newport-koncert, og udgivet af Birdland i anledning af Record Store Day 2013. Det er en kort lille sag med en introduktion samt tre skæringer på, her i blandt Coltranes måske bredest kendte “My Favorite Things”. Denne fremføres af forstærkeren på helt uforglemmelig vis. McCoy Tyners klaver spil med får den dynamik der er alt afgørende for at den helt særlige rytme bevares, Coltranes saxofon-spil har den helt særlige “glød” som går lige i hjertet. Reggie Workmans’ og Arthur Davis’ fremragende bas-spil præsteres perfekt med dets spændt fra de lyse pluk, såvel som den dybe taktfaste pulseren, uden at sidstnævnte på noget tidspunkt drukner, mudrer eller splatter ud.
På samme plade demonstreres det dog ligeledes på “Impressions”, hvordan at hverken Ortofon-pickup’en eller Yaqin-forstærkeren “sminker” dårlige indspilninger. Åbningsnummeret “Impressions” afslører at indspilningsforholdene ved starten af indspilningen af koncerten ikke var helt optimalt justeret, da man aner en slet svingning i volumen og let distortion da Coltranes saxofon blæser med fuld kraft fra start, hvilket indspilningsteknikeren på stedet antageligt nok ikke var forberedt på. Kort inde i nummeret aner man en tydelig forskel, hvor forvrængningen ikke længere er at fornemme på de voldsomme passager.
Pladens tredje nummer, “Naima”, er en smuk dedikation til Coltranes daværende hustru, og også her pynter særligt rør-forstærkeren øjensynligt på saxofonen, men også de små nuancer i anslagene på Elvin Jones’ trommer får noget helt særligt på en måde hvor de hverken drukner i de stille passager eller overskygger den øvrige instrumentation på de mere kraftige.
Alt i alt blev jeg lovet at akustiske instrumenter og live-indspilninger ville blomstre med en rør-forstærker, og kan med både “Newport ’61” og Vuust, Windfeld, Kjær, Madsens “Stardust Sessions vol. 1” konstatere at det løfte bliver indfriet til bravour. Rør-forstærkeren og den dejlige naturlige Ortofon-pickup på min Pro-ject pladespiller fremhæver virkelig kompromisløst hvad der bliver puttet ind. Heldigvis fodrer jeg dem kun med dejlige vinyl-plader, og med det den spytter ud, så er det i sandhed også med fornøjelse jeg gør det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar