Amanda Petrusich – “Do Not Sell At Any Price”

Amanda Petrusich – “Do Not Sell At Any Price”

Ja, jeg skal indledningsvis beklage, at det her over sommeren ikke er blevet til så mange nye indlæg herinde. Dette skyldes fortrinsvis, at eksamener ogg specialeafhandling ikke har levnet det store tid til at smide en plade på og virkelig nørde den. Til gengæld har jeg kunnet klemme lidt hyggelæsning ind et par af aftenerne, og således har jeg så en lille litterær anbefaling til jer: “Do Not Sell At Any Price” af Amanda Petrusich.

Bogen omhandler ikke vinyl som man måske kunne tro, men derimod vinylens “storebror” – Lak-plader AKA 78ere. Og så alligevel ikke, den handler mere om den utroligt snævre subkultur der kredser omkring 78erne, og mestendels udgøres af halvgnavne gamle hvide mænd. Dette kulturportræt males så glimrende kronologisk som en slags “rejse-erindring”, både bogstaveligt og metaforisk. For Petrusich rejser rundt fra støvede baggagerums-markeder i sydstaterne, over Library for the Performing Arts og til hipster-fælder i East Village. Men rejsen går også fra at være helt grøn i 78ernes verden, til at synke helt til bunds i bogstaveligste forstand: APs udforskning af en af mange “urban legends” i blues-samlernes kredse får hende til at spendere en formue på dykkerkurser og udstyr, i jagten på en sagnomspunden guldåre af dumpede 78-plader der angiveligt skulle gemme sig på bunden af en flod.

Genremæssigt kredser bogen primært omkring blues- og hillbilly-musik fra 1930erne, ikke noget der egentlig har den fjerneste interesse hos undertegnede, men der i består også kunststykket, nemlig at Petrusich formår formidle mytologien og fascinationen på en måde der gør at man hele tiden liiiige skal have den næste side med. Bogen kommer vidt omkring i emner lige fra den indspillede musiks oprindelse, til portræt af de mest ombejlede kunstnere og mest excentriske samlere, altsammen i en rejseberetnings kronologi, hvilket fungerer fortrinligt og stilmæssigt alt andet lige er et bedre valg end en mere slavisk historisk kronologi.

Der bliver plads til en masse interessante reflektioner under vejs. Naturligvis først og fremmest modsætningsforholdet mellem pladehoarders og de spekulative samlere, hvor det ganske interessant mest er sidstnævnte der kommer til orde, som tilfældet ellers sjældent er. Ligeledes berøres overvejelser om indspillet musik som bevaringsværdig kultur. Dels hvornår en indspilning er så kulturhistorisk signifikant, at det ikke kan overlades til private at drage omsorg for deres bevarelse. For hvad sker der med en udrydningstruet indspilning når det sidste eksemplar findes i en eneboers kælder, og der ingen efterladte er til at sikre de skrøbelige lakplader fra en undergang på en losseplads? Og ligeledes vigtigt: Er en påfaldende homogen demografisk gruppe overhovedet de rette til at afgøre hvilke indspilninger der er så vigtige at de skal bevares for  eftertiden?

Netop sidste spørgsmål er særligt relevant, da det ikke alene begrænser sig til de gamle blues-lakplader, men også i mere nutidig musik synes at være aktuelt. Bogen antyder en vis diskrepans mellem den blues-, jazz- og hillbilly-musik der nød bred popularitet blandt den sorte amerikanske befolkning, og de obskure kunstnere som de fortrinsvis hvide samlere finder interessant. Dette synes i musikken at være et evigt dilemma: Bleghudede lyttere som jeg selv adopterer i stor stil de sorte amerikaneres musikgenrer, men det synes at være en stor udfordring for mange hvide lyttere, at gøre dette uden at samtidig tiltage sig ejerskab og definitionsretten. Således synes den hvide lytterskare gang på gang, at mene sig bedst kvalificeret til at afgøre hvad der er den “rigtige” kunst indenfor genren og hvad der ikke er.

Ingen af disse reflektioner bliver dog endegyldigt slået sløjfe på, i stedet vælger Amanda Petrusich at gøre brug af journalistikkens største dyd, der desværre også er den mest glemte: Kontradiktion.

Der balanceres dygtigt mellem interviewpersoner af forskellig observans, og AP forfalder ikke til at blive mikrofonholder for hverken den ene eller anden side af et spørgsmål. Sjældent har jeg læst et så velskrevet musikjournalistisk produkt, og jeg kan næsten ikke få armene ned, efter at have læst bogen. Jeg kan kun på det kraftigste anbefale alle musikinteresserede og pladenørder at læse den.