Thelonious Monk – “Thelonious Monk with John Coltrane”

Thelonious Monk – “Thelonious Monk with John Coltrane”

Endnu en Monk-plade har fundet vej til samlingen, og den er bestemt ikke ringere end den sidste.

Jeg har længe ledt efter denne geniale skive, så det var bestemt med glæde da jeg opdagede, at HHV.de havde fået en genoptryk af den, og endda til en ret beskeden pris af 11 euro. Der er ikke nogen overraskelser ved selve indpakningen. Det er den gængse med hvidt sleeve, og notes af Ira Gitler på bagsiden, men til prisen er det nu heller ikke så vigtigt. Lyden er til gengæld uomtvistet en af de bedste i min samling, så der er heldigvis ikke gået noget tabt. Alene for åbningsskæringen ville den være et must-have, men også resten af pladen er virkelig utroligt velspillet og velindspillet. Skulle man sætte et musikalsk drømmehold, så er besætningen på “Thelonious Monk with John Coltrane” nok ikke langt fra det endelige holdkort; Foruden de to hovedroller er der blandt andet besøg af Art Blakey og Coleman Hawkins.

Efter at have hørt “Monk’s Dream” er det ret specielt at høre dette album, da Monk stadig er umiskendeligt Monk, men alligevel på de fleste skæringer indordner sig og komplimenterer Coltrane på en måde, så man alligevel bliver i tvivl om det var den samme Monk der brager derud af i fri leg på “Monk’s Dream”. Det betyder ikke at Monk taber sin personlighed i musikken, men der kommer mere retning på vildskaben, hvilket faktisk giver en et billede af det ophøjede geni der ligger bag.

For Coltranes vedkommende er pladen blevet til i en mørk periode. Forinden udgivelsen i 1961 havde John Coltrane måttet sloges med heroinen. Hans tid i Miles Davis’ kvintet med bl.a. Paul Chambers og “Philly” Joe Jones kom til sin ende efter fire albums, netop pga. Coltranes svære misbrugs-problemer. Pladen er blevet til i Monk og Coltranes “Five Spot”-periode som fulgte efter kvintettens sammenbrud, og er udgjort af materiale fra tre forskellige sessions. Således er det lidt kuriøse ved pladen, at den er indspillet i en periode, hvor Coltrane stadig lidt er en “protegé” under Monk, men på udgivelsestidspunktet var Coltrane imidlertidig blevet en stjerne i sig egen ret med bl.a. de to klassiske udgivelser “Giant Steps” og den tidligere omtalte “Blue Train”.

Uagtet at de to komplimenterer hinanden respektfuldt, så er det dog stadig Thelonious Monk der er hovedmand på dene Jazzland-udgivelse, og således får Thelonious også lov at spille ballet til afslutning på “Functional”. Og her er det straks at Monk bliver lidt mere genkendelig, han skal ikke længere holde sig i skindet, men får i stedet 9 minutter og 46 sekunder at lade hele følelsesregisteret fra melankolien til euroforien skiftevis trampe, trippe og traske henover tangenterne. Om så man prøvede kunne man næppe finde en mere perfekt kontrast til åbningen med den blide og pæne “Ruby, My Dear”. “Functional” er den slags legestue der gør at man ikke kan lade være med at smile når man har hørt en Thelonious Monk-plade.