“Jazz & Poesi” er en plade der var ret speciel at få fingrene i for mig. Jeg har sjældent rigtig fattet interesse for danske plader, med mindre det virkelig var noget jeg synes udemærkede sig. Det er der da heldigvis også, nu og da, nogle danske udgivelser der har gjort, og et par af dem har jeg også skrevet om her på bloggen i år. Men også i forhold til disse andre danske plader i min hylde var Jazz & Poesi lidt speciel. Rent overfladisk er det indtil videre den eneste 10″ plade jeg ejer. Dernæst har den været ret omstændig for mig at opdrive. Jeg opgav ret tidligt at overhovedet PRØVE at opstøve originalen, da den er praktisk talt umulig at få fat i, og skulle det lykkes, så starter prisen for den lille plade ved 1000 kroner og op. En reissue var dog lavet fandt jeg ud af var lavet, og gik herefter på jagt efter den. Jeg havde i alt min naivitet regnet med at denne reissue var til at finde og købe i Danmark, men eneste sted der havde den listed var iMusic.dk, men der stod den altså som udgået (og min generelle erfaring med iMusic havde nu alligevel diskvalificeret dem som en mulighed). På Discogs viste en mulighed sig at være at købe den hjem fra en japansk sælger, men med told, forsendelse osv. virkede det som lidt rigeligt af et gamble. Men så lykkedes det sgu, og så i det mest usandsynlige af alle steder: Den engelsk Juno Records, der oprindeligt startede som en sælger af digitale downloads, men som siden hen også har føjet fysiske formater til deres forretningsområde, dér havde de af alle steder en italiensk reissue af en dansk 10″ jazz-plade, og til mit held kunne jeg købe deres ene eksemplar til en pris der trodsalt ikke lå over hvad jeg kan forsvare som rimeligt.
Oprindeligt er pladen udgivet i et samarbejde mellem Gyldendal og Louisiana Museum, men genudgivelsen er altså forestået af “seriE.WOC” i Italien, i år 2013. Hvor meget eller hvor lidt velsignelse fra ophavsmændene genudgivelsen har ved jeg simpelthen ikke. Jeg kan dog læse at der fra genudgiveren er givet plads til at takke danske Mona Granager fra Storyville, såvel som Peter Poulsen, for assistance i at genskabe værket, og jeg vælger optimistisk at tro, at de ikke havde villet medvirke til genudgivelsen, hvis der ikke var tale om et genoptryk der kvalitetsmæssigt var som det skulle være.
Men sådan gik det altså til at jeg fik pladen hjem, og til trods for at Post Danmarks bud havde valgt at mase pakken ind i min postkasse, med nogle mindre pæne æselører som følge, så ankom pladen trods alt intakt. Jeg var vel nok lidt bekymret over coverets beskaffenhed, da det altså forekom mig lidt rigeligt tyndt, men omvendt virkede det pænt sammenhæftet, med en ret flot matteret overfladebehandling og selve pladen vejer da også med sine 140 gram godt til. Så alt i alt virker det ikke til at genpressen som sådan har været en billig-produktion. På pladens bagside finder vi de tilhørende liner-notes, og det er som at træde ind i en tidslomme. Her kan i jo selv læse dem, i alt deres kulturradikale højprætentiøsitet:
“Hvad jazzmusik og veroplæsning kan have at gøre med hinanden er sikkert endnu et underligt spørgsmål for mange.
Men det har vist sig, at jazzmusikeren og den oplæsende poet kan supplere hinanden godt, at der under dette hede og koncentrerede møde mellem to kunstarter opstår et nyt festligt og farligt fænomen:
Jazz og poesi. – Moderne jazz og moderne lyrik. har på mange måder den moderne storby-verden som fælles inspirationskilde, dens mange fænomener af lyde, rytmer, billeder, og begge kunstarter søger det prægnante, kraftige og direkte udtryk. Man kan sige, at jazz og poesi er kommet på talefod med hinanden.”
…det fornægter sig altså ikke, at vi her befinder os i 1963, før man på YouTube kunne opleve embeddede journalistere rapportere fra ISIS-land, og før gud og hver hipster kunne hoppe på den årlige pilgrims-rejse til New York, uden at pantsætte ejerlejligheden på Vesterbro. Så på den måde er det alt i alt et charmerende historisk tilbageblik til det præ-urbaniserende danmark der engang var.
Pladen er lidt sjovt opdelt:
Hver af de deltagende poeter har skrevet et bidrag, og efterfølgende har Louis Hjulmand som pladen hovedmand komponeret et musikalsk ledsager-stykke. Konceptet startede nogle år inden pladen blev skåret, da man med inspiration fra amerikanske beat-poeter som Jack Kerouac og Allan Ginsberg, og deres samarbejdspartnere i jazzen, afholdte det første Jazz & Poesi arrangement på Louisiana i Humlebæk i 1958.
Nogen poesi-ekspert er jeg på ingen måde, så jeg vil egentlig ikke kloge mig så meget på den del. Dog må det i mine ører nok erkendes at det kun er Rifbjergs bidrag og til dels Leths der for alvor kan bære at stå alene; Corydon, Brandt og Sonne mangler simpelthen en finesse og gennemslagkraft, som skal til for at være af andet end historisk interesse.
De musikalske modparter er derimod af en uovertruffen høj karat uden undtagelse. Naturligt nok er det Hjulmands vibrafon der er omdrejningspunkt på herlige indslag som “Opbrud” og “Ave Bayway”. På trommerne holder Alex Riel en gedigen bund, og omend han ikke er så vild og sprælsk som nogen af de amerikanske modstykker, så synes han dog alligevel at spille med sin egen karakter, på en “less-is-more” måde der bestemt ikke falder igennem. Benny Nielsens bas-spil kører fantastisk veldefineret afsted, og Bent Axen leveret dygtigt på klaveret et elegant og fjerlet udtryk der udgør en god afveksling fra Hjulmands vibrafon.
Alt i alt, så er “Jazz og Poesi” et herligt lille stykke dansk musikhistorie, men den er også mere end det. For selvom musikken er indspillet på et museum, så hører den bestemt ikke til på et; Den er i høj grad stadig levende og egnet til yngre ører, og vil også være det mange år frem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar