Yaqin MS-23B

Jeg har længe været lidt betaget af tanken om en rør-forstærker. Som vinyl-elsker er det nok ikke nogen overraskelse, at jeg har en vis fascination af ældre og lidt mindre “convenient” teknik. Således har det vækket en nysgerrighed, når jeg rundt omkring ofte har set folk omtale rør-teknik som lidt af en “hellig gral” i et vinyl-setup. Omvendt har jeg dog været lidt forsigtig i forhold til at tage lige netop dét skridt. Jeg kender ingen der faktisk har rør-forstærker og har herved ikke haft mulighed for at høre forskellen på forhånd, og det er ikke lige en type udstyr der sælges i den lokale “El-Giganten”. Men jeg kunne ikke ryste tanken af mig, og jeg besluttede mig derfor for, at tage et baby-skridt og startede med at købe en rør-RIAA som en slags prøveballon. På den måde kunne jeg se teknikken an, uden at skulle smide et større beløb for at skifte min Yamaha-forstærker ud med en rør-forstærker.

For de ikke indviede kan jeg kort forklare hvad RIAA/Phono-trinnets funktion er: En pladespiller sender lyd ud i ledningen som er meget lavere end det der kommer ud af din computer eller CD-afspiller, samtidig er vinyl-indspilningens lyd mixet på en bestemt måde, for at have plads til musikken på pladens riller. RIAA-trinnets funktion er kort sagt at kompensere for dette; RIAA-trinnet skruer op for pladespillerens signal inden det skal videre ind i ens forstærker, herudover tilfører skruer den som “equalizer” op og ned for bestemte frekvenser, så bas, mellemtone og diskant bliver som den skal være.

Rør-forstærkere er en lidt uddød kunst i 2014, udenfor niché-mærkerne. Det er i forhold til “solid state”-teknik en form for teknik der er upraktisk og dyr hvis man skal serieproducere til mainstream forbruger-markedet, og med tiden er de store velkendte mærker forlængst stoppet med at producere rør-baserede forstærkere. Der er i USA og Europa visse fabrikker og selvbyggere der producerer nye rør-forstærkere, mest kendt er naturligvis McIntosh, men her snakker vi produkter der næsten koster det samme som en lille by-bil. En RIAA med rør koster naturligvis ikke så meget, men den er altså heller ikke i den billige ende. Det er derfor ikke noget man umiddelbart lige springer ud i, hvis man vil gå af den vej, men der er en anden mulighed: Kina.

Søger man på enthusiast-forums er kinesiske rør-forstærkere ganske kuriøst noget der vækker ekstremt mange følelser i folk af uransagelige årsager, fortrinsvis hos dem som er imod. Spørger man ind til dem, vil folk der ejer dem oftest have meget pæne ord at sige om dem, mens dem der er imod kommer op i det røde felt, og fordømmer de Kinesiske producenter som en art klamphuggere. De kinesiske produkter var derfor enormt svære egentlig at blive kloge på, men sandheden syntes efter grundig research at være et sted midt imellem. Enkelte mærker har en tvivlsom kvalitetskontrol, mens andre efterhånden er veletablerede og gennemprøvede gode produkter. Jeg fik snævret mig ind til at Yaqin MS-23B var et godt sted at starte. Yaqin er sammen med Music Angel et mærke der står i en del europæiske og amerikanske vinyl-enthusiasters setup. Herudover er MS-23B en videreudviklet og meget forbedret udgave af en tidligere model ved navn MS-22B som mange havde gode erfaringer med, særligt de der havde lavet lidt selvbyg på den.

Yaqin-produkter er stort set umulige at finde europæiske sælgere af, så jeg måtte foruden at prøve et ukendt produkt, også springe ud i at købe direkte fra Asien, hvilket da også var lidt nervepirrende. Mit valg faldt på webshoppen on9mart.com, som andre vestlige købere kun havde haft positive oplevelser med. Til min store beroligelse er det heldigvis en oplevelse jeg kan dele. On9mart var utroligt hurtige i deres ekspedition, pakken blev fotograferet inden afsendelse, og så snart de havde et track and trace-nummer fik jeg dette, og jeg kunne følge hele forsendelsens vej fra Hong Kong til Danmark. Denne vej tog egentlig kun 3 dage, til trods for at det foregik mellem jul og nytår, men desværre er Post Danmarks ekspedition af pakker enormt langsomt, hvis pakken bliver prikket ud til told-kontrol. Således tog det over 10 dage for Post Danmark at kontrollere, opkræve og videresende pakken. Det var naturligvis surt at skulle til lommere med told, men sammenligner man med den billigste rør-RIAA fra et vestligt mærke så havde jeg incl. told altså stadig sparet flere tusinde kroner.

Til at starte med stod den lidt for tæt på pladespilleren, hvorved jeg bemærkede en let “summe”-lyd, men efter jeg skubbede pladespilleren et lille hak over på hylden var denne summen helt væk. Jeg har i skrivende stund fået spillet rørene lidt til, og føler nu at det er rette tid til at give en evaluering på den. Jeg synes den har været alle de 1700 kroner værd, som den incl. told kom til at koste, og jeg kan simpelthen ikke komme på nogen anden udskiftning i udstyr til den pris der kan gøre en SÅ stor forskel i lytteglæden som denne. Hvis du efterhånden overvejer om en Yaqin MS-23B er noget for dig, så kan jeg kun sige én ting: GØR DET!

Det er lidt uhåndgribeligt at beskrive lyd-udstyr på en måde hvor man får en reference-ramme med folk der ikke rigtig kan høre udstyret i samme rammer. Jeg har derfor valgt at plukke en række velkendte sange af forskellige genrer ud fra min vinyl-hylde. Herefter kan folk jo så lytte til dem på deres eget setup, og vurdere hvordan min oplevelse med min Yaqin MS-23B svarer til deres oplevelse af musikken i deres eget setup 🙂

Bob Dylan – “Blowin’ In The Wind”

Den nemmeste test i rækken er Dylans klassiker fra “The Freewheelin’ Bob Dylan”. Sangen er en simpel kombination af vokal og guitar med lidt mundharmonika, så ingen bas der kan mudre eller trommer der kan mangle punch. Herudover er nummeret ufatteligt velindspillet, og lød allerede på min Yamahas indbyggede RIAA godt. Men rørene tilfører alligevel noget, måske ikke så meget til Dylans vokal, men den akustiske guitar får en ufatteligt behagelig tone, og de små nuancer fra hver enkelt streng står tydeligt og klart frem. Faktisk er nuancerne helt med ned til det niveau hvor man aner den svage klikken fra plekterens anslag, det imponerer mig alligevel lidt, og bringer noget nyt i et nummer jeg ellers syntes jeg kendte ret godt.

John Coltrane – “Mr P.C.”

At Coltrane og rør er to ting der er MEGET gode venner havde jeg hørt gentagne gange, da jeg først undersøgte om rør-grej var noget man skulle kaste sig ud i. På den måde var mine forventninger lidt splittede: På den ene side forventede jeg ikke at RIAA’en ville falde igennem, men omvendt satte det nogen ret høje forventninger der skulle indfries, men det skal jeg så også love for de blev! Mit eksemplar af “Giant Steps” havde jeg egentlig været lidt skuffet over første gange jeg hørte det, gennem min Yamaha-forstærkers egen phono-indgang, jeg tænkte det måske bare var et reissue og at der ikke var så meget at gøre. Så det har virkelig været en velsignelse at kunne “genopdage” den plade, efter jeg har fået min RIAA. Pludselig har dette nummer fået liv og farve i en grad der gør mig ubeskriveligt glad i låget. Klaveret er ikke længere mat og gråt, de pulserende hihats har fået krop og definition på en måde der giver nummeret en helt klart anderledes rytme, og Coltranes saxofon-spil er helt anderledes legende og dynamisk.

Mobb Deep – “Shook Ones”

Når jeg læste generelt om rør, så var det der gik igen, at det navnligt var akustiske instrumenter der havde gavn af et skifte fra solid state til rør, men for at prøve den af bredt var jeg alligevel nød til at teste den med et velmixet hiphop-album. Det viste sig ikke at være helt dumt. De tidligere ret hårde og kantede trommer på tracket har pludselig fået et eller andet udefinerbart pusterum og overskud, vel og mærke uden at “headnod”-faktoren går tabt. Ligeledes imponerende er den øgede seperation mellem stortrommen og den filtrerede samplede bas-gang, hvor de to tidligere ville flyde lidt sammen på en måde der nok dominerede tracket lidt rigeligt. Vokalerne er pludselig også blevet en del mere levende og tilstedeværende, både på hovedsporene og på de dub-spor der ligger under versene.

Bon Iver – “Perth”

På dette nummer har mit setup tidligere kommet lidt til kort, så jeg var i særdeleshed spændt på hvordan den nye RIAA ville klare det her. Problemet har tidligere været, at den distortion der på stykker af sangen er på guitar faktisk “smittede af”, så vokalen og trommerne også lød overstyret. Jeg må med det in mente sidde med et smil på læben, og konstatere at MS-23B er et gevaldigt løft. Jeg vil ikke lyde og sige den på dette nummer består med 10/10, men den er så tæt på, at jeg ikke kan sige om det måske mere er min pickup der er flaskehalsen. Guitarens distortion resonerer stadig lidt meget til min smag på visse stykker, men forskellen er nu, at den ikke drukner de andre instrumenter. En hel verden af små detaljer på nummeret som jeg aldrig har bidt mærke i afslører sig så småt, efter Yaqin’en er blevet koblet på, og trommerne bevarer en fantastisk krop, hvad enten det er hihats, lilletromme eller stortromme.