Gang Starr – “Moment of Truth”

“Underground will live forever, baby” – Sådan afslutter Gang Starrs ene halvdel, DJ Premier, en længere tirade i udgangen af nummeret “Royalty” på 1998 udgivelsen “Moment of Truth”. Albummet markerer da også på mange måder et paradigmeskift i hiphoppen, såvel som det for mig personligt skulle vise sig at være en utvetydig milepæl, ligeså vel som albummet var lidt af et “crowning achievement” i udviklingen af gruppens lyd. Jeg vil ikke entydigt sætte året 1998 som et præcist nedslagspunkt, men det er ihvertfald i årene deromkring årtusindeskiftet, at der sker et vendepunkt i hiphop-landskabet:

Perioden deromkring markerer en slutning på hvad mange betragter som hiphoppens gyldne alder, og i det store perspektiv sker der én endegyldig ændring i tingenes tilstand for mig at se. Det skifte der sker er at de store hit-udgivelser ganske enkelt ophører med at være der hvor genrens helt store giganter udgiver milepælene. De kunstnere der for alvor vil gå kompromisløst til det at lave et album, uden at skulle gå på kompromis, og skære deres musik til en mere bred formel, er herefter henvist til en mere skjult tilværelse. Efter årtusindeskiftet er det gjort HELT tydeligt, at det kun er i undergrunden at de spændende ting sker.

Min egen historie med “Moment of Truth” starter ikke på vinyl, men på den lille kompakte plastikskive. Jeg står i år 2000 på biblioteket i hjembyen Odder, og har efterhånden hørt alle hiphop-albums som hylderne der har at byde på, og kan efterhånden Dr. Dres “The Chronic”, Luniz “Operation Stackola” og Ice Cubes “War & Peace” udenad fra start til slut. Jeg har på det tidspunkt slet ikke hørt om hverken DJ Premier eller Gang Starr, men prøver alligevel lykken. Som i nok gætter så taber jeg naturligt nok både næse og mund, da skiven herefter ryger i min transparent-blå discman fra Lumatron og “The Militia” blæser ud af mine Sennheiser-hørebøffer! Jeg har været vant til handclaps og Daz Dillingers harmoniske synthesizer-spil, og jeg kan simpelthen i mit hoved ikke afkode hvordan Primo har opbygget sine slagkraftige stacatto-samplede kompositioner. Jeg har på det tidspunkt selvfølgelig hørt samplet musik, men det var mere loop-baseret og trodsalt kunne man der høre hvad der foregik – Men det her var for mig helt ubegribeligt. Da jeg flere år senere fangede min vinyl-addiction tænkte jeg at “Moment of Truth” var en af de plader jeg MÅTTE eje, desværre viste den sig på det tidspunkt at være ganske svær og dyr at opstøve. Derfor var det med stor glæde da jeg i år kunne læse nyheden om at pladen blev genoptrykt efter 15 års ventetid, og jeg tøvede ikke med at forudbestille den, for jeg skulle så absolut ikke risikere at den igen stod som udsolgt. Det er helt uvirkeligt at jeg nu endelig kan sidde med den i hænderne.

Gang Starr har altid været gode for nogle slagkraftige og stærke statements, og det ses allerede ved coveret, hvor symbolikken er ganske utvetydig:

Som beskuer ser du over skulderen på dommeren i den afbildede retssal. Foran skranken står så de “anklagede”: Guru, DJ Premier og i højre side deres “medsigtede” – Det album de sammen har skabt. Nu står lytteren så som “dommer” over de tre, og kan åbne gatefolden med de tre vinyl-plader der tilsammen udgør bevismaterialet. For mig er sagen ganske klar; Primo og Guru er skyldige. Skyldige i at have lavet en kriminelt fed hiphop-plade, og selvom den har over 15 år på bagen er den så absolut af en kaliber der stadig havde været årets udgivelse om den så var kommet ud idag. Så banebrydende og tidløs er den ganske enkelt for mig.

Jeg skal tilstå at Guru ikke nødvendigvis er min favorit MC. Altså ikke isoleret set. Men alligevel ville pladen på ingen måde være den samme med en anden MC eller en anden producer. I synergien mellem Guru og DJ Premier kommer Gurus genkendelige stemme og helt unikke til sin ret, på en måde der aldrig er genskabt på samme niveau med andre samarbejdspartnere. Dermed ikke sagt, at de forholdsvis mange gæsteoptrædener er malplacerede. Højdepunkterne blandt disse findes særligt Big Shugs vers på det kampklare “The Militia” og på det brutale storytelling-stykke “Betrayal”. At Guru var en stor storyteller var ikke nogen hemmelighed da MoT kom ud, dette havde man blandt andet hørt på “Just to Get A Rep” fra deres 1991-album “Step In the Arena”. Men “Betrayal” tager det helt et helt andet niveau, og det bidrager Geto Boys-legenden Scarface i høj grad til. Ingen af gæsterne bryder synergien, og forklaringen herfra findes så absolut i at det ikke er alle og en hver der har fået lov at komme forbi og smide 16 bars. Man har bevidst valgt gæsterappere der i et eller andet omfang er “en del af familien” omkring DJ Premier og Guru. Angiveligt var planen for Guru at han og Big Shug skulle have indgået i en gruppe hjemme i Boston, men pengemangel gjorde at de måtte ty til desperate midler for at få råd til studietid. De to rappere planlagde derfor et røveri, men skæbnen ville at Guru som flugtchauffør fik kolde fødder, og Big Shug endte som pistol-mand bag tremmer. Guru tog herefter flugten til New York, og det var her hans veje krydsede med DJ Premier, som i sine teenageår var flyttet til Brooklyn fra fødebyen Houston – Førnævnte Scarfaces hjemby. Angiveligt var betalingen for Scarfaces gæsteoptræden, at DJ Premier skulle levere et beat til en soloudgivelse, 20 år senere havde han dog stadig ikke fået dette, men ifølge et interview fra 2013 holder Primo vist stadig fast i at Scarface nok skal få det. Så længe måtte gæsterne på “B.I. vs Friendship” ikke vente – M.O.P. kunne to år efter MoT, på deres 2000-udgivelse “Warriorz”, prale af hele seks beats fra DJ Premier, heriblandt den uforglemmelige Eddie Kendricks- og Jimi Hendrix-samplende “Follow Instructions”.

Hvis jeg afslutningsvis skal slå ned på hvad det er der lige præcis hæver “Moment of Truth” fra andre albums, så er det lidt med en risiko for at gentage mig selv: Det er et komplet album. Der er ingen svage tracks, og som antydet er der et utal af klassikere – Flere er allerede nævnt, og jeg kunne fortsætte med endnu flere, eksempelvis det soul-samplende mesterværk “JFK 2 LAX” eller nakkebrækkeren “Work”. Men det er jo set før? På “Illmatic” formåede Nas jo som stor teenager ligeledes at lave et pletfrit album? (Blandt andet med produktionshjælp fra DJ Premier). Jo, det er da også rigtigt, men hertil skal jo så siges at Illmatic var en koncentreret bullionterning af 10 numre; Gang Starr har formået på en tre-pladers monsterudgivelse at holde kadencen over hele 20 numre(!).

Jeg tænker og tænker, og det har jeg gjort længe – Jeg er endnu ikke kommet i tanke om noget hiphop album der strækker sig over så mange skæringer uden at falde i niveau på noget tidspunkt. Ja det er faktisk også svært for mig at komme på albums i andre genrer der formår det, Rolling Stones’ “Exile On Main Street” og Jimi Hendrix “Electric Ladyland” er ihvertfald de eneste på min pladehylde der formår det samme. DERFOR er “Moment of Truth” en enestående milepæl både for gruppen, genren og musikhistorien, og DERFOR vil jeg om 10 år stadig kunne have den samme glæde ved at høre albummet, som da jeg i en alder af 12 år hørte den for første gang.