Flying Lotus – “Cosmogramma”

Flying Lotus – Cosmogramma

Cosmogramma af “Flying Lotus” var, inden jeg hørte den igen fra start til slut, en plade jeg var enormt splittet omkring hvorvidt jeg ville kaste mig ud i at skrive en omtale af. Ikke fordi jeg ikke syntes den er god, tværtimod, den er i mine ører et mesterværk. Men den forekom mig bare på mange måder utilgængelig, og jeg vidste ganske enkelt ikke om jeg havde “forstået” den nok til at skrive om den. Allerede i dens artwork er den pokkers uimødekommende; Jeg skulle tage nogle billeder af det ellers rigtig flotte artwork til min Instagram, og havde i den forbindelse bare hevet pladerne ud af deres sleeves, og der første problem allerede:

Der står ikke klart på de to plader, hvilken plade der er Side A/B og hvilken plade der er Side C/D. Jeg fik dog, gemt mellem de kryptiske skrifttegn og illustrationer, fundet nogle små skriblerier der lignede romertallene “I” og “II”, godt gemt som i kan se nedenfor.

Jeg gættede derefter på, at siderne med tallene var hhv. Side A og C, som det på Flying Lotus’ efterfølgende album “You’re Dead!” var tilfældet. Dette holdt heldigvis stik, og jeg kunne nu have fornøjelsen af at høre pladen i rette rækkefølge.

Her stiller Los Angeles-musikeren den næste gåde, nemlig hvad fanden genre-label jeg skal starte med at smide på den?. Nogle har kaldt den “EDM” da det er hyper-elektronisk musik, og udgivet på det legendariske elektroniske label “Warp”, men at hoppe direkte til den konklusion er ikke den vej jeg vil gå af. For det første hader jeg den slags paraply-betegnelser, som hører til i samme boks som når folk betegner musik med variende grad af hiphop- og RnB-elementer som “Urban”. For det andet slog det mig undervejs at albummet faktisk er et koncept-album der spænder over fire hovedgenrer på pladens fire dele. Om jeg bare har været sen om at få en åbenbaring som noget andre vidste allerede skal jeg ikke kunne sige, men det gav mig en helt anden glæde at høre pladen igen, nu hvor jeg altså har fået afkodet den.

På “Pickled” og “Intro/A Cosmic Drama” får vi det som folk ofte fejlagtigt koger FlyLo ned til alene at være: Det drums & bass-inspirerede med elementer der nok bedst beskrives som “chiptune”-synths. Sidstnævnte er en reminder om at Flying Lotus hører til generationen, der i stedet for de brede samlede popkultur-monumenter, har dyrket hver sine egne små nichér af computerspil, animations-serier og deslige. Flying Lotus er om nogen stereotypen på denne generation, da hans snævre musik netop først blev hørt af offentligheden, da han som dengang filmskole-studerende musiker fik sine første sange spillet som temaer og underlægning på animations-kanalen Adult Swim, som han selv forinden var ivrig seer af. Dette ledte ham herefter til “Stones Throw Records”, en højborg for hiphop-musikkens skæve eksistenser. At der skjult i de vilde genre-eksperimenter gemmer sig en kerne af hiphop, lavet af en mand der har været præget af de to mest tilbedte hiphop-avantgardister, nemlig Madlib og J. Dilla, bliver vi første i albummets fjerde akt mindet om. På “Dance of the Pseudo-Nymph” og de tre følgende tracks, er kaos’et lidt mere tæmmet, og vi får her en forsmag på det genre-blend som Flying Lotus’ faste partner-in-crime “Thundercat”, senere introducerede Kendrick Lamar til, hvorved FlyLo/Thundercat-lyden fik et kraftigt aftryk på Lamars “To Pimp A Butterfly”. Inden vi når hertil er der dog en lang rejse i vente. Anden akt er måske den mest overraskende. Her laves der nemlig et callback til noget så ufashionabelt som den kortvarige franske bølger af jazz-inspireret elektronisk loungemusik, som nogen måske særligt husker for bannerførerne i “Air” og “St. Germain”. Dette indledes på den fantastiske “…and the world laughs with you” med Thom Yorkes omfavnende vokal der gradvist gennem nummeret kastes fra sin harmoniske indledende messen ned i et choppet og pitchet kaos-apparatur. Denne anden akt varer ind til første nummer på side C “Do The Astral Plane” hvor lounge-tonerne også får fuld gas, dog med en tone af uforudsigelighed i en pludselig synth-bassline der leder tankerne hen på “Gap Band” og lignende 80er acts.

Med denne afslutning åbner så en sand Tour de Force. Her afslører helten nemlig langt om længe sin sande baggrund; Kunstneren med det borgerlige navn Stephen Ellison har nemlig musikalsk blåt blod i årerne. På stamtræet finder vi nemlig blandt forgreningerne Alice Coltrane, og hendes søn Ravi Coltrane, der mesterligt bidrager på saxofonen. Cosmogramma er indspillet med FlyLos faste liveband “INFINITY” der, foruden Ravi Coltrane, tæller bassist/producer Thundercat, harpespilleren Rebekah Raff og Miguel Atwood-Ferguson på strygere. Dette husorkester giver sig ud i de jazzede toner der skulle blive blive den røde tråd på albummet “You’re Dead!”, men på Cosmogramma får vi alligevel tre jazz-inspirerede tracks i den klart mest koncentrerede form fra FlyLo. Disse er i mine ører pladens klart stærkeste numre(“Satelllliiiiiiiteee”, “German Haircut” og “Recoiled”). Særligt “German Haircut” har en fantastisk skummel klang af “film noir”, men pga. det strålende trommespil formår bandet at undgå faren for at ramme det kliché-prægede.

Cosmogramma er ikke nødvendigvis min favorit-plade med Flying Lotus, men den er stadig en milepæl i Flying Lotus’ diskografi. Ligledes er det stadig et fantastisk album, hvor det netop ikke fornægter sig at den bevidst er lavet som ét sammenhængende album, og som sådan hører den til på vinylmediet. Den beviser at albummet ikke er en glemt kunst endnu, og at vinylmediet som sådan også i forhold til nyere udgivelser har en klar eksistensberettigelse. FlyLo træder her for første gang frem fra massen af Madlib og Dilla-disciple, og han viser en visionær modighed som de fleste musikere på hans tid aldrig kommer til at have. For mange andre har også talentet og viser det i glimt, men få som Flying Lotus tør tage et “leap of faith” og lade det udfolde SÅ kompromisløst.