I denne tredje del af “Forår i Farver”-artikelserien har jeg denne gang ikke hevet en farvet vinyl ud fra reolen. Som bod for dette har jeg tilgengæld fundet hele to plader der passer ind i mit lille farve-tema. Begge plader er udgivet af Francis Wolffs legendariske label Blue Note, som sammen med Prestige og Impulse måske udgør den vigtigste treenighed i jazz-musikkens univers. Pladerne er umiddelbart ganske forskellige, den ene en helt klassisk hard-bop plade fra genrens guldalder, mens den anden er en hiphop-udgivelse fra 2003, men lighederne er dog til stede, ikke alene i titlerne på de to respektive albums: Der er i begge tilfælde tale om hovedmænd der ganske autodidakt har tillært sig jazzen. Hvor Freddie Redd tillærte sig klaveret i sine sene teenageår, er Madlibs indgangsvinkel primært bag et arsenal af samplere, hvilket da også var hvad han havde at gøre med, da han samlede en hær af pseudonymer og dannede sit en-mands band “Yesterdays New Quintet”. Uagtet begges selvlærte tilgang har begge dog været fra “hjem med klaver” i bogstaveligste betydning, hvorved der ganske givet har været en iboende musikalitet som i de tidlige barndoms år har været hvilende.
Da jeg bladrede jazz-stakken igennem, ved første uge af Stardust Records’ ophørsudsalg, var der egentlig meget der fristede, men én plade kunne jeg ikke modstå straks at hive fra stakken, uden at have været hele rækken igennem, som jeg ellers har for vane: Skrigrød stod den markant ud blandt de øvrige genre-typiske, og lidt mere afdæmpede, jazz-covers. Jeg havde aldrig hørt om den, men med velkendte favoritter som Freddie Hubbard og Paul Chambers på holdkortet, havde jeg en mavefornemmelse der sagde at den var sin beskedne pris værd indtil flere gange. Med billedet af en halv-smilende Freddie Redd, poserende med en smøg hænget dovent i mundvigen, og det lokkende farvevalg, så sagde noget mig, at der her var tale om en lidt mere festlig omgang, og det var da heller ikke helt forkert. Det visuelle udtryk giver indtryk af Freddie Redd som en “jazzens anti-helt”, måske lidt en “peoples champion”, og det bekræftes umiddelbart meget godt af Nat Hentoffs glimrende liner-notes på pladens bagside:
Freddie Redd var som nævnt, modsat mange af jazzens giganter, ikke det her famøse “child prodigy” der fra barnsben terpede sit instrument til perfektion. Han lærte faktisk først i sine sene teenage-år, at mestre klaverkunsten, og fik først for alvor aspirationer om en jazz-karriere, efter at have hørt Charlie Parker spille, mens Redd var udsendt under Korea-krigen. Som et af genrens lidt oversete navne, har han måttet ty til flere afveje for at leve af musikken, og har i den forbindelse både måtte forsøge sig med musik til film og teater, såvel som han i en periode måtte bosætte sig i både Danmark og Frankrig, inden han vendte tilbage til USA og bosatte sig på Vestkysten, langt fra fødebyen Harlem. Uagtet at det kommercielle gennembrud aldrig for alvor kom til ham, så har Redd til gengæld æren af at være en af de få kunstnere fra Blue Notes gyldne æra der stadig er i blandt os. At så sent som i 2013 tog på en europæisk turné bevidner om en ukuelig glæde ved musikken, som aldeles også høres på musikken.
“Shades of Redd” er af mange anset som Freddie Redds karrieremæssige højdepunkt, og dette er fuldt forståeligt. Pladen er først og fremmeste en masterclass i god album opbygning; I den i øvrigt rædselsfulde film “High Fidelity” gives opskriften på den gode opbygning af et mixtape således:
“You gotta kick off with a killer, to grab attention. Then you got to take it up a notch, but you don’t wanna blow your wad, so then you got to cool it off a notch.”
Hvis denne udmærkede tese står til troende, så rammer “Shades of Redd” plet, først med det fantastisk melodiske og sørgmodige tema til “Thespian”, som halvvejs igennem nummeret tager røven på lytter gedigent, og bryder ud i vild rabalder. De festlige takter fortsætter på den endnu mere fængende “Blues-Blues-Blues”, uagtet at titlen jo ellers skulle henlede tankerne til at tro vi var i det mere sørgmodige hjørne. Disse to åbnere er mestendels båret af den dygtige tenorsax Harold “Tina” Brooks, og Redds hovedværk blev desværre et af Brooks sidste bidrag, da han i 1961, blot et år efter “Shades of Redd, forlod verden, efter et omfattende heroin-misbrug endegyldigt havde slidt hans helbred i bund.
Efter alt denne beskedenhed træder Redd selv mere i karakter, på denne plade komponeret udelukkende af Freddie Redd selv, klaverspillet går fra at mest udgøre et rytmisk grundlag for McLean og Brooks, til et mere løssluppent og lidenskabeligt performance, blandet andet demonstreret på den hæsblæsende “Swift” der demonstrerer et antrit som henleder tankerne på Coltranes “Giant Steps”-album. Hele værket sluttes af med den sprudledende “Ole”, der er Redds bidrag til den spæde bølge af latin-inspiration der senere skulle fremføres i den amerikanske jazz af blandt andet Stan Getz, Dizzie Gillespie og Hank Mobley. I det hele taget har pladen et præg af et knapt så “højpandet” eller teknik-fikseret approach til jazz-musikken, som mange af samtidens giganter. I stedet har pladen en mere loose og tema-præget sound, som et lille forsigtigt spadestik til en mere soulfuld jazz-lyd. Denne lyd udviklede sig senere i en gylden æra af jazz-sountracks, til mere eller mindre obskure krimi-film, soundtracks i dag især hyldes og nydes af hiphop-producere verden over.
Madlibs “Shades of Blue” er set i både Blue Notes og Madlibs karriere lidt et kuriosum. Hvor Madlib under alle hans pseudonymer og projekter har været hjørnestenen i undergrundsselskabet Stones Throws artist-roster, kun med ganske få undtagelser, så har han på lige netop “Shades of Blue” i stedet allieret sig med Blue Note. Med Blue Notes velsignelse har han på dette album genfortolket favoritter fra Blue Notes righoldige bagkatalog, bevæbnet med sin trofaste sampler. Selvom Blue Note har været sample-darlings i lang tid i hiphop-verdenen, så er det kun ganske få hiphop-kunstnere, der har fået den store tillidserklæring at blive udgivet på Francis Wolffs hæderkronede label, og ingen anden enkelt kunstner har mig bekendt fået så uhæmmet adgang, til at boltre sig i det righoldige bagkatalog, med Blue Notes velsignelse, ja endda tilskyndelse. At pladen ikke bare er en kold kalkulation, med henblik på at opdatere Blue Notes lidt bedagede navn med lidt hiphop synes jeg tydeligt ses. Coveret på “Shades of Blue” er visuelt i samme stil som de store blå-tonede klassikere fra bl.a. Miles Davis, John Coltrane og Wayne Shorter. Skal jeg fremhæve en detalje der ærger mig lidt, så må jeg dog nævne at en Blue Note-udgivelser for mig hænger uløseligt sammen med liner-notes på bagsiden, disse er der af uransagelige årsager ingen af, om en bagsiden er i samme hvide baggrund og med samme velkendte typografi som de gamle hovedværker.
Skal jeg beskrive Madlib, så vil jeg sige han er indbegrebet af en “producers producer”; En musiker som i lytterkredse mest er forbeholdt hiphop-connoisseurs, men blandt fagets udøvere er uendeligt højt respekteret. Han er en skaber af den stil og teknik de mere velkendte navne beundrer og imiterer gang på gang. I hiphoppen er der få beatmakers der i udpræget grad hviler så meget i deres egne musikalske impulser uden at skele til tidens tendenser, at de tiltvinger sig en respekt uden at behøve at slå ud med armene. Foruden den legendariske J. Dilla er det stort set kun Madlib og broren Oh No der i den grad har formået dette. Det er derfor Madlib i det ene øjeblik kan begejstre fans af den hårde attitude-rap, i samarbejde med Freddie Gibbs, og i det næste øjeblik blive avantgarde-rappens darling under sit rap-pseudonym “Quasimoto”. Når dette kan lade sig gøre, er det netop fordi Madlibs kompromisløshed, og lyst-styrede forvaltning af et kolossalt talent, ikke er en påtaget ligegyldighed, men i sandhed er hvem han er. I dokumentaren “Our Vinyl Weighs A Ton” berettes der glimrende om hvordan “Yesterdays New Quintet” var en af disse pludselige indskydelser, hvor Stones Throw-stifteren “Peanut Butter Wolf” så forundret da en begejstret Madlib erklærede at nu ville han lave en jazz-plade; At han ikke kunne spille nogen instrumenter så han ingen hindring i, han kunne jo bare sample?
Yesterdays New Quintet imponerende mod alle odds, og efter en række vellykkede udgivelser af en-mands bandet, opsøgte Blue Note selv Madlib med et ønske om at få remixet originaler af bl.a. Wayne Shorter, Donald Byrd og Horace Silver. Resultatet blev en tour de force af et album, der i en rask blanding af headnod-venlige og scratch-spækkede remixes, interludes med jazzens giganter og YNQ-original kompositioner tager lytter på en eminent rejse, som bekræfter lytteren i at jazzen i vores tid stadig er sprællevende og under stadig udvikling.
Om det er Donald Byrds “Distant Land” der fortolkes med lo-fi breaks og wordcuts, eller Wayne Shorters “Footprints” der genfortolkes med hjælp fra Joe Chambers, trommeslageren fra orignalen, så samles det hele eminent på en måde der får de vidt forskellige kilder til at fremstå som et sammenhængende komponeret værk.
Om det er et tilfælde eller ej at “Shades of Blue” og “Shades of Redd” har et vist fællesskab i titlerne skal være usagt, men om ikke andet underbevidst må noget have spillet ind ved navngivningen af det nyeste af de to. Omend Madlib måske fremstår mere outreret og sprælsk i sin person, så er der et fællesskab i Madlibs og Freddie Redds ukuelige vedholdenhed i glæden ved musikken, såvel som i tiltroen til egen musikalske stil. Denne kompromisløshed, har budt dem begge to at tage utraditionelle veje, når nu de kommercielle veje var afskåret af deres respektive stil, og af dette er der udsprunget to musikalske perler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar